Arkivnyhed - kan være forældet

Nye boliger til unge med sindslidelse

24.04.2015
Der skal bygges 24 nye almene boliger til unge med sindslidelse.

Det godkendte Socialudvalget i sidste uge. Boligerne skal ligge på Lersø Park Allé 2 på Østerbro.

De nye boliger bliver bygget som del af et projekt med i alt 152 almene ungdomsboliger. Resten af boligerne bliver bygget som almindelige ungdomsboliger. 

De 152 boliger skal bygges i en ombygget skolebygning og i en nyopført bygning på otte etager. Boligerne blive på 35 m2, og huslejen skal maksimalt være 3.500 kr. pr. måned. Boligerne bliver opført og drevet af Lejerbo.

Normalt har kommunen kun ret til at anvise socialt udsatte borgere til en mindre andel af almene boliger. Det vil ikke gælde for de 24 boliger til unge med sindslidelse. Her vil kommunen få ret til at anvise til alle boligerne. 

Det var oprindeligt planen at bygge boligerne i Ny Ellebjerg. Det blev besluttet som led i budgetaftalen for 2011. Men det har ikke været muligt at finde plads i Ny Ellebjerg, og det er derfor, de nu bliver bygget på Østerbro i stedet. 

Projektet skal nu godkendes i kommunens økonomiudvalg og i Borgerrepræsentationen. Derefter kan byggeriet begynde. Boligerne forventes at være færdige i 2017.

Læs indstilling om de 24 ungdomsboliger