Arkivnyhed - kan være forældet

Ny fælles læringsplatform i Københavns Kommune

10.02.2017
Københavns folkeskoler skal have ny læringsplatform - kommunen har indgået kontrakt med Assemble A/S, som har MeeBook som underleverandør.

Planlægning, overblik, evaluering og dialog med eleverne er nogle af de ting, som den nye læringsplatform skal gøre lettere for folkeskolelærerne i Københavns Kommune. Børne- og Ungdomsforvaltningen i København har efter en udbudsrunde indgået en kontrakt med Assemble A/S, som har MeeBook som underleverandør. 

I Meebook kan lærerne blandt andet udarbejde undervisningsforløb, årsplaner og elevplaner, og eleverne kan aflevere opgaver og få respons fra læreren. Målet er at understøtte arbejdet med implementering af folkeskolereformen, det gælder arbejdet med synlig læring, teamsamarbejde faglig ledelse og forældresamarbejde.

Fire forskellige læringsplatforme har siden slutningen af 2014 været testet på skolerne, og lærernes erfaringer har dannet grundlag for, hvilke krav Københavns Kommune har haft til den nye læringsplatform. 26 skoler har haft Meebook i test og har haft gode erfaringer med læringsplatformen. Meebook implementeres på resten af skolerne fra april måned og i skoleåret 2017/18.

Nogle af lærernes krav til læringsplatformen:

  • Høj brugervenlighed
  • Det skal være muligt at planlægge, dele, afvikle, gemme og evaluere undervisningsforløb
  • Elever skal kunne aflevere og få respons på opgaver
  • Eleverne skal have overblik over deres undervisning, opgaver og udvikling
  • Forældre skal have adgang til at følge deres barns elevplan
  • Platformen skal virke både på mobil, computer og tablet

Meebook bliver allerede brugt i over 20 kommuner, blandt andre Ishøj, Albertslund, Herning og Guldborgsund.

Kommunernes Landsforening og regeringen indgik i 2014 en aftale om at give alle landets skoler et digitalt løft med en lærings- og samarbejdsplatform, som tilsammen kaldes Brugerportalsinitiativet. Læringsplatformen tages i brug først og samarbejdsplatformen skal implementeres i 2019-2020 og skal bl.a. erstatte SkoleIntra.

Se mere om Meebook her: https://meebook.com/

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.