Arkivnyhed - kan være forældet

Nu kan du ansøge om p-licens til gul zone

11.01.2017
Det er nu tid til at søge om en parkeringslicens til gul zone via pbutikken

I disse uger sender Københavns Kommune breve af sted til omkring 80.000 borgere og virksomheder på Nørrebro, Østerbro og i Valby via deres e-boks. Brevet minder om, at den nye gule betalingszone træder i kraft 1. marts 2017. Derfor er det nu tid til at man kan søge om en parkeringslicens via pbutikken – ligesom det kan være en god idé at oplyse kunder og gæster om, at der fremover skal betales for at parkere i området.

Etableringen af den gule betalingszone betyder, at man ikke længere kan parkere gratis i området, men hvis man har sin bopæl eller erhvervsadresse inden for zonen, kan man ansøge om en parkeringslicens, så man kan parkere væsentligt billigere end bilister, der kommer udefra. Der kan søges om en parkeringslicens beboerlicens pr. person over 18 år i hver husstand. Der er ikke nogen grænse for hvor mange erhvervslicenser, en virksomhed kan søges om.

Beslutningen om at indføre en ny gul betalingszone som tilføjelse til det eksisterende betalingsområde, der er delt op i rød, grøn og blå zone, er en del af Borgerrepræsentationens parkeringsaftale i Budget 2016, hvor det blev besluttet at sikre københavnerne bedre adgang til parkering – blandt andet ved at begrænse pendlertrafikken.

Den gule betalingszone omfatter Ydre Nørrebro, Ydre Østerbro og dele af Valby, fordi der i disse områder er en tendens til, at pendlere og andre besøgende til København parkerer bilen for at undgå at betale for parkering i det eksisterende betalingsområde. Timeprisen for bilister uden parkeringslicens kommer til at ligge på 9 kr. i dag- og aftentimerne mellem kl. 8-23 og 2 kr. om natten mellem kl. 23-8. Det vil være gratis at parkere fra lørdag kl. 17 til mandag kl. 8.

Fra årsskiftet har Københavns Kommune indført differentierede priser på beboerlicenserne, og derfor afhænger prisen af bilens energiklasse.  El- og Brintbiler samt biler i energiklasse A+, A++ og A+++ slipper med at betale 100 kroner om året, energiklasse A og B koster 730 kroner om året, mens biler i de tungeste energiklasser C-G koster 1.150 kroner om året. En erhvervslicens koster 2950 kroner om året. (kan tilføjes)

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.