Arkivnyhed - kan være forældet

Nu ankommer stålfagene

03.08.2015
De 50 meter lange og 500 tons tunge stålfag er på vej og forventes at blive monteret på Inderhavnsbroen fra i eftermiddag.

Stålfagene ankom med pram fra Polen søndag, og vil i København blive monteret fra en flydekran, som sejler hen til prammen og henter et stålfag ad gangen. Prammen lægger til kaj ud for A.P. Møllers hovedsæde, idet kran og pram er så store, at de ikke kan manøvrere rundt ved siden af hinanden helt henne ved Inderhavnsbroen.

Monteringen nærmest Grønlandske Handelsplads forventes at gå i gang mandag eftermiddag, hvorefter stålfaget nærmest Nyhavn vil blive monteret. Arbejdet vil forventeligt stå på frem til tirsdag morgen, og københavnere og gæster i byen er naturligvis velkomne til at komme forbi og følge med i arbejdet. Der vil være en projektør på kranen, så det også er muligt at se montagen, selv om det er mørkt.

Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler Papirøen, terrassen ved Skuespilhuset og pladsen i Havnegade over for Herluf Trolles Gade vil være gode udkigssteder at følge monteringen.

Det særlige ved Inderhavnsbroen er, at den er en skydebro, som i stedet for at åbne og lukke som en traditionel klap- eller svingbro skal trækkes frem og tilbage af et wiresystem. De øvrige byggekomponenter er ankommet løbende igennem de seneste måneder og er blevet monteret på betonfagene på hver side af havneløbet. I maj ankom broens to næsehjul, som skal medvirke til, at stålfagene kan køre frem og tilbage. I juni er monteringen af stålrækværker på betonfagene påbegyndt, og der er blevet arbejdet på betontrapper og kunststofbelægningen.

Når stålfagene efter ankomsten er blevet monteret på broen, skal der tilsluttes el og mekanik samt installeres belysning og udføres kunststofbelægning. Og så skal alle funktionerne testes grundigt igennem, før Inderhavnsbroen er klar til indvielse.

"Vi er meget tæt på målet nu, og det er vi selvfølgelig rigtig godt tilfredse med. Det har været et meget komplekst forløb, hvor vi har mødt en række udfordringer, blandt andet fordi vores oprindelige entreprenør gik konkurs tidligt i forløbet. Vi ser derfor rigtig meget frem til at kunne indvie Inderhavnsbroen sammen med københavnerne og A. P. Møller Fonden senere på året," siger serviceområdechef i Teknik- og Miljøforvaltningen Anders Møller.

Teknik- og Miljøforvaltningen vil senere på sommeren melde ud, hvornår og hvordan indvielsen af Inderhavnsbroen kommer til at foregå.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.