Arkivnyhed - kan være forældet

Nordisk konkurrence om ny velfærdsteknologi til handicappede og ældre

27.01.2015
København er sammen med de fire øvrige nordiske hovedstæder gået sammen om at skabe et fællesnordisk marked for velfærdsløsninger

Socialforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København er sammen med de fire øvrige nordiske hovedstæder gået sammen om at skabe et fællesnordisk marked for velfærdsløsninger. Derfor gennemfører de sammen med Nordisk Innovation en konkurrence med det formål at stimulere udviklingen af nye løsninger til handicappede og ældre borgere.

Konkurrencen kickstartes med en konference den 5. februar, som giver deltagerne indblik i behov og udfordringer på ældre- og handicapområdet på tværs af de nordiske hovedstæder.

Dorthe Solgaard Pedersen, som er leder af Velfærdsteknologisk enhed i Socialforvaltningen, forventer sig meget af det fællesnordiske samarbejde og konkurrencen.

”Vi har brug for nye løsninger og er  altid på udkig efter innovative produkter, som kan være med til at løfte livskvaliteten, optimere ressourcer og give flere og bedre muligheder for både borgere med handicap og socialt udsatte i fremtiden,” siger Dorthe Solgaard Pedersen.

For at sætte skub i udviklingen har Socialforvaltningen etableret  spydspidsenheder, som afprøver nye velfærdsteknologiske løsninger.  Det betyder, at de produkter, der udtages til test i forbindelse med konkurrencen, vil blive afprøvet af medarbejdere og borgere på botilbud i Socialforvaltningen.

Center for Erhvervet Hjerneskade er ét af de steder, hvor konkurrencedeltagerne kan teste deres løsninger.

Udover forretningsudvikling, finansiel støtte, samarbejde med de nordiske hovedstæder byder konkurrencen nemlig også på adgang til testfaciliteter.

”I Socialforvaltningen kan vi løfte tingene fra teorien og tegnebrættet, så deltagerne får en mulighed for at få prøvet deres prototyper af ude i den virkelighed, hvor de skal fungere til gavn for borgere med handicap og erhvervet hjerneskade” understreger Dorte Solgaard Pedersen.

Nordic Independent Living Challenge er målrettet virksomheder, iværksættere og studerende. Konkurrencens hovedpris er på 1 million norske kroner.

Læs mere om konkurrencen her

Læs Københavns Kommunes handleplan for velfærdsteknologi på det sociale område

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.