Arkivnyhed - kan være forældet

Nørrebro får nyt madmarked

18.11.2016
Kommunen har klargjort Skodagrunden på hjørnet af Lygten og Frederikssundsvej, hvor en ny lejer åbner nyt folkeligt madmarked.

Det nye madmarked hedder VERDENSHJØRNET og vil sætte fokus på lækker mad fra Nørrebros mange forskellige madkulturer. Madmarkedet skal være Nørrebros nye fælles samlingssted og bygge bro mellem bydelens mange forskellige kulturer.   

”Madmarkedet vil være med til at løfte kvarteret og styrke fællesskabet på Ydre Nørrebro. Initiativet er en del af en langsigtet indsats for at styrke Ydre Nørrebro, hvor vi bl.a. også fornyer Mjølnerparken og får metro til bydelen. Alt sammen for at gøre Ydre Nørrebro mere tryg og attraktiv,” siger overborgmester Frank Jensen (S).

Madmarkedet udgør samtidig en ny form for integrations- og beskæftigelsesinitiativ, hvor lokale borgere gøres til iværksættere. Folkene bag VERDENSHJØRNET vil nemlig inddrage og uddanne lokale københavnere med sans for madlavning, så de kan opnå en sjov og indbringende hverdag ved at drive en food-truck på stedet.

”Madmarkeder har vist sig at være et godt bidrag til bylivet i Indre By og på Papirøen. Jeg er glad for, at tendensen nu spreder sig til andre bydele, og jeg er sikker på at det vil få positiv betydning for bylivet på Nørrebro. På Skodagrunden får madmarkedet desuden et godt lokalt særpræg med fokus på mad fra nogle af de mange meget forskellige kulturer, der trives side om side på Nørrebro og i Nordvest,” siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

”Vi glæder os til at byde københavnerne velkommen til VERDENSHJØRNET, hvor de kan nyde delikat og billig street food fra den mangfoldighed af mennesker og kulturer, der bor på Nørrebro og i Nordvest.” udtaler Kristoffer Darving daglig leder af VERDENSHJØRNET.

Til åbningsfesten fredag d. 18. november kl. 11.00 til 23.00 tilbydes der mad fra alverdens lande fra madboder og food trucks i to nyopførte og opvarmede Tippitelte, hvor mad, drikke og musik kan nydes. Madmarkedet vil fremover have åbent hver dag fra middag til aften og vil indeholde 10 faste stadepladser og madkoncepter.

Rengøringen og udlejningen af Skodagrunden er en del af kommunens samlede plan for området, hvor madmarkedet er en midlertidig aktivitet. På længere sigt forventer kommunen at åbne et nyt hus for kampsport på grunden.

YDERLIGERE OPLYSNINGER:

  • Overborgmester Frank Jensen via pressechef Rikke Egelund, tlf. 31 47 94 97.
  • Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell via pressechef Morten Rixen, tlf. 51 68 06 19.

YDERLIGERE OPLYSNINGER OM VERDENSHJØRNET

  • Hvis du har interesse i kulturaktiviteter skriv på verdenshjoernet@hiiyou.org
  • VERDENSHJØRNET indbyder til kulturelt samarbejde med lokale borgere. Optrædende kan få sceneplads til musik, dans, performance, talks, oplæsninger, kunstaktiviteter mv. Kontakt VERDENSHJØRNET på verdenshjoernet@hiiyou.org med dit forslag til optrædende.
  • Interesserede borgere, kokke og restauratører som kunne tænke sig om at udfolde sit eget unikke madkoncept i det nye madmarked eller det af de kommende andre markeder i København, bedes kontakte Business Mentor Mikkel Elmer på 70 26 00 40.
  • Læs mere og tilmeld dig til begivenhed på fredag se nærmere på www.facebook.com/verdenshjoernet

 

FAKTA

  • København Kommune har indgået lejekontrakten med CPH Containers, som ledes af de to partnere Michael Plesner og Frederik Noltenius Busck. Den daglige leder af projektet bliver Kristoffer Darving fra Hii You. Hii You er madmarkedets daglige driftspartner for CPH Containers.
  • CPH Containers er en dansk start-up virksomhed, som arbejder for at løse samfundsproblemer gennem det byggede miljø.  
  • Skodagrunden er ejet af Københavns Kommune.