Arkivnyhed - kan være forældet

Millioner til socialpsykiatrien i budgetaftalen for 2017

28.09.2016
Tirsdag 13. september indgik alle partierne på rådhuset en budgetaftale for 2017. Socialborgmester Jesper Christensen er tilfreds med aftale

Københavns Kommunes Socialforvaltning har med budgetaftalen for 2017 fået afsat 320,4 millioner kroner i service de næste fire år, herunder 112 mio. kr. til socialpsykiatrien over de næste fire år..

Blandt andet er der allerede i 2016 afsat 4,7 millioner kroner til at fremrykke flytningen af de 35 risikofyldte beboere fra socialpsykiatriske bosteder.

”Siden det tragiske drab på Lindegårdshusene har jeg kæmpet en indædt kamp for at få flyttet de mest udadreagerende beboere fra vores bosteder. Derfor er jeg både glad og lettet over, at vi nu i København har skaffet penge, så vi kan få komme i gang med at finde mere egnede boliger til de få beboere, der er til fare for andre," siger Jesper Christensen.

Skolefraværsindsats

Socialborgmesteren er meget tilfreds med, at der nu bliver afsat penge til, at udsatte børn og unge kan lykkes med deres uddannelse. Med budgetaftalen er der afsat penge til en ekstra skolefraværsindsats, der skal nedbringe børn og unges fravær. Og indsatsen er vigtig, understreger Jesper Christensen og fortæller, at udsatte børn og unge har markant mere fravær end gennemsnittet.

”Skole og uddannelse er ekstremt vigtigt i arbejdet med sårbare børn og unge. Hos mange af de sårbare vokser fraværet så meget, at de til sidst næsten ikke kommer i skole. Det er det problem, vi nu sætter massivt ind over for med en skolefraværsindsats," siger Jesper Christensen.

Tilbud bliver forlænget

Samtidig er det med budgetaftalen for 2017 lykkes at afsætte 59,2 millioner kroner over de næste fire år til mange af Socialforvaltningens tilbud, der stod til at blive afsluttet i 2016. Blandt andet er der afsat penge til, at der også i fremtiden kan være et døgnåbnt stofindtagelsesrum.

”Stofindtagelsesrummene på Vesterbro skaber tryghed for både stofbrugerne og beboerne i lokalområdet. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har afsat 18,8 millioner kroner til fortsat at holde døgnåbent i et af de to stofindtagelsesrum," siger Jesper Christensen.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.