Arkivnyhed - kan være forældet

Lys og luft i Kvarterhus og bibliotek

14.01.2015
Der var rød løber, masser af mennesker og lys og luft, da et nyrenoveret Kvarterhus Amagerbro og Sundby Bibliotek blev indviet 26.september.

”Vi åbner ikke bare et nyt og ombygget hus – vi åbner også et hus, hvor der er blevet plads til rigtig meget mere – og med endnu flere og bedre muligheder, end der var før,” sagde kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, da han klippede den røde snor.

Og faktisk er publikumsarealet blevet næsten en halv gang større, ligesom antallet af studiepladser er fordoblet. Samtidig giver ombygningen mulighed for selvbetjent adgang, så også Sundby Bibliotek fra den 20. oktober kan holde åbent 8-22 syv dage om ugen. Ligesom de nyistandsatte mødefaciliteter på 1. sal allerede er blevet godt modtaget.

En god sanselig oplevelse

Bjarne Fey, chef for Amagerbro Kultur, fortalte, at målet med ombygningen og den nye trappe i biblioteket mellem stueetagen og 1. sal da også netop har været at skabe mere lys og luft i den gamle fabriksbygning.

”Vi kan nu kigge hele vejen fra ende til anden og få en god sanselig oplevelse ved at gå ned gennem huset,” sagde Bjarne Fey, som vanen tro også gav et kort historisk tilbageblik og nåede vidt omkring fra attentatet i 1885 på Konseilspræsident Jacob Estrup, der slap uden skrammer, fordi pistolkuglen ramte en knap i frakken, over tredje generation i Holmblad-dynastiet, Lauritz Peter Holmblad, der fik opført fabrikken i Jemtelandsgade 3 i 1880, og til Gustav Wieds betragtninger om kvinder.

Ambitionen med ombygningen har også været at samle alle de borgerrettede aktiviteter i stueplan og på 1. etage, og det har kunnet lade sig gøre ved at samle administrationen helt oppe under taget på 4. sal.

Ombygningen har kostet tre millioner kroner.