Arkivnyhed - kan være forældet

Lukning af klubben Hakuna Matata

10.04.2013
Børne- og Ungdomsudvalget har i dag besluttet at lukke ungdomsklubben Hakuna Matata med øjeblikkelig virkning.

Baggrunden for lukning af klubben er politiets fund af våben i klubben i sidste uge. Klubben lukkede midlertidigt umiddelbart efter våbenfundet, og det er nu Børne- og Ungdomsforvaltningens vurdering, at det ikke er forsvarligt at videreføre klubben.


Samtidig med lukningen har Børne- og Ungdomsudvalget besluttet at etablere en matrikelløs indsats baseret på gadeplansmedarbejdere for de brugere af klubben, der er fyldt 18 år. 


Hakuna Matata blev etableret i 2011 som et tilbud til omkring 100 klubløse unge i og omkring Mjølnerparken. Allerede ved etableringen var en række brugere fyldt 18, og det har hele tiden været planen, at den del af brugergruppen skulle udsluses til et almindeligt ungdomsliv. Den del af indsatsen fortsætter med støtte fra blandt andet Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen, SSP og Hot Spot på Nørrebro.





Yderligere informationer ved henvendelse til Børne- og Ungdomsforvaltningens pressechef Henriette Sø på tlf. 40 45 25 14.