Arkivnyhed - kan være forældet

Kulturnat på Københavns Rådhus 2015

08.10.2015
I dag fra kl. 18.00 - 24.00 er der kulturnat i København. Traditionen tro er der rigtig mange aktiviteter på Københavns Rådhus.

Københavns Rådhus plejer at være den bedst besøgte attraktion på Kulturnatten, hvor mellem 17.000 og 21.000 københavnere lægger vejen forbi.

Selv om alle rundvisninger er udsolgt, er der rig mulighed for at deltage i en masse spændende arrangementer rundt om på hele Rådhuset. Og så kan man jo benytte lejligheden til at smage de berømte rådhuspandekager.

Sammen om byen i Rådhushallen
Rådhushallen er temaet ”Sammen om byen”. København vil tilbyde de bedste rammer om dit liv i byen. Derfor skal dialogen mellem københavnerne og kommunen bliver endnu stærkere. Kom og hør hvordan.

Skal vi komme sammen om byen? 
Kom og hør nærmere om projekt ”Sammen om Byen”. Del dine ideer med os, besøg vores idévæg eller deltag i vores spørgeskemaundersøgelse om samarbejdet mellem kommunen og københavnerne.

Gode råd til spirende iværksættere
Drømmer du om at være din egen chef? Om fleksibilitet i hverdagen? Få speed-rådgivning og værktøjer til at komme i gang hos iværksætterrådgiverne fra Københavns Erhvervshus.

Sammen om den rene by
Test din viden om affald. Hvor hurtig er du til at samle affaldet op og få det sorteret i de rigtige spande? Hvad sker der med dit affald, hvis du afleverer det rigtigt, eller hvis vi lader affaldet ligge på gader og stræder?

Få et minde fra Kulturnatten
Hiv familien, vennerne eller kæresten med ind i vores photo booth. Du får selvfølgelig de fine papirfotos med hjem, så du har et minde fra natten.

Idræt for alle aldre
Besøg de søde og energiske mennesker fra Idrætsprojektet, som glæder sig til en hyggelig aften. De tilbyder blandt andet konkurrencer, aktiviteter og musik med Amin Karami.

De ældres hjælpere
Kom og prøv nogle af de mange hjælpemidler, København bruger til at gøre livet bedre for ældre og demente.

Levende Fairtrade
Kom forbi en verden fuld af bananer, kaffe og leg. Der bliver trukket lod om Fairtrade legetøj og gavekurve, og de voksne kan smage en kop Fairtrade kaffe fra Kalles kaffe.

Tag cyklen
Kig forbi I BIKE CPH’s stand og hør om de nye funktioner i app’en I BIKE CPH. Du kan blandt andet høre om de nye Grønne Cykelruter eller den nye tracking-funktion, som optæller de kalorier, du forbrænder på cykelturen.

Oversvømmelser og skybrudsløsninger
Kom og se et 15 x 15 meter kort, som viser oversvømmelsesrisikoen i København. Du kan også få en snak med eksperter og et blik på skybrudsløsninger, herunder de gode løsninger i gårdene.

At være en natteravn
Mød en ”Natteravn”, hør om ravnenes arbejde og få et ægte natteravnskram.

Sang i Festsalen på 2. sal
Syng med Sangskolen fra Skt. Annæ kl. 18.15, 18.45 og 19.15 i vores flotte festsal.

Hovedkassen (stuen) og kantinen (kælderen)
Køb og nyd de verdensberømte rådhuspandekager, flæskestegssandwich, fadøl, sodavand, varm chokolade samt kaffe og te. Du kan betale med dankort.

Ved foden af Borgertrappen (stuen)
Du kan redde liv – vil du? Bloddonorer er med til at redde liv for en lang række patienter på hospitalerne hver dag. Kom forbi vampyr-standen og hør mere om bloddonation eller tilmeld dig med det samme.