Arkivnyhed - kan være forældet

Kulturhavn365 får millionstøtte fra Nordea-fonden

14.01.2015
Nordea-fonden har givet 11,5 mio. kr. til at skabe kulturaktiviteter i Københavns Havn året rundt i løbet af de næste tre år.

Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) glæder sig over det flotte bidrag til projektet Kulturhavn365.

Kulturhavn, som Københavns Kommune står bag, har i 14 år haft stor succes med at skabe en folkelig havnefestival, som i dag er højt kvalificeret og efterspurgt.

Et nyt selvstændigt projekt, ”Kulturhavn365”, får nu 11,5 mio. kr. over tre år fra Nordea-fonden til at skabe kultur- og fritidsaktiviteter og begivenheder i Københavns Havn hele året. 
 
”Københavns Havn emmer af liv og aktiviteter om sommeren, hvor københavnerne flokkes ved vandet. Med støtten fra Nordea-fonden bliver det muligt at udvikle og skabe kulturelle begivenheder, så havnen kan bruges året rundt – også om vinteren. Det er jeg meget glad for, for der er stor efterspørgsel efter nye kultur- og idrætsaktiviteter i København, ” siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen.
 
Kulturhavn365 er et selvstændigt projekt under Københavns Kommune, som tilbyder rådgivning og uddeler midler via en initiativpulje.
 
Formålet med Kulturhavn365 er at skabe nye havneaktiviteter året rundt sammen med borgere, foreninger, vækstlag, kunstnere, virksomheder, uddannelser og kulturinstitutioner.
 
Målet er i løbet af projektperioden at støtte minimum 120 aktivitetsprojekter samt én årlig signaturevent i mindst 30 områder i Københavns Havn. Aktiviteterne skal over tre år involvere 100.000 besøgende.