Arkivnyhed - kan være forældet

Kommunen på facebook: Gratis badebilletter til alle

04.06.2013
Københavns bademestre forbereder sig på at blive løbet over ende søndag den 16. juni. For på denne dag har Københavns Kommune lovet gratis adgang til alle københavnere i kommunens otte svømmebade.

Men der er selvfølgelig et lille men; den gratis entré bliver kun en realitet, hvis Københavns Kommune når 15.000 likes på Facebook, inden dagen oprinder. 

Og selvom det er en oplagt mulighed for at få vist svømmebadene frem, er det ikke kun sjov og ballade det hele. Facebook er nemlig hurtigt blevet en god måde at komme i kontakt med borgerne på, fortæller overborgmester Frank Jensen:

"Mange københavnere, og jo ikke mindst byens unge, går hellere på nettet end ned i borgerservicecentret. Når vi møder borgerne på Facebook, rykker den kommunale service tættere på deres hverdag. Samtidig er det helt i tråd med vores egne ambitioner om at benytte de digitale muligheder bedst muligt", siger han.

Hvis målet om de 15.000 likes bliver nået, er det alle københavnere, og ikke kun dem, der synes godt om kommunens Facebookside, der får glæde af tilbuddet. Derfor opfordrer kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev alle til at give et like med.

"Også alle dem, der ikke selv kan trække i badetøjet på dagen. I stedet giver man sit like til fællesskabet og sørger for, at københavnerne får sig en sjov dag og ser de flotte og moderne faciliteter, vi har i byen", siger hun.

Om svømmebadene

Der er otte svømmebade i Københavns Kommune foruden havnebadene, friluftsbadene, strandene og en enkelt badeanstalt. Hvis Københavns Kommune åbner dørene søndag den 16. juni 2013, er der gratis entré på Bellahøj Svømmestadion, i Emdrup Bad, Frankrigsgade Svømmehal, Hillerødgade Bad og Hal, Sundby Bad, Tingbjerg Svømmehal, Vesterbro Svømmehal og Øbro-hallen.

Her finder du kommunen på facebook