Arkivnyhed - kan være forældet

Kom til debatmøde om Kommuneplan 2015

01.10.2015

Kommuneplan 2015 - Københavns Kommune

Hvordan får København plads til 100.000 flere københavnere?

Det og mange flere spørgsmål bliver debatteret, når overborgmester Frank Jensen (A) inviterer til debatmøde om Københavns fremtid.

Lige nu strømmer det til med nye beboere i København. Men hvor skal hovedstaden gøre af alle disse mennesker? Københavns udvikler sig konstant, og om tolv år skal byen kunne rumme 100.000 flere borgere.

Befolkningstilvæksten skaber et behov for 45.000 nye boliger. 8-10.000 boliger forventes at blive bygget i den eksisterende by, mens resten skal bygges i nye byområder.

For at skabe plads til de mange nye københavnere skal der bygges nye boliger, cykelstier, børnehaver, skoler og grønne områder til fodboldbaner m. m.

Overborgmester Frank Jensen inviterer alle interesserede til debatmøde mandag 5. oktober på Københavns Rådhus om Kommuneplan 2015, og hvordan byen kan indrettes, så der bliver plads til de mange nye københavnere.

Kommunens plandirektør og planchef samt førende fagfolk vil desuden fortælle om Københavns byudvikling.

-København er i rivende udvikling, og det er nu, vi skal planlægge smart, så byens vækst kommer alle københavnere til gode. Med kommuneplanen sikrer vi, at København er en sammenhængende, grøn by med plads til alle, siger overborgmester Frank Jensen.

I Kommuneplan 2015 lægges rammerne for Københavns byudvikling frem mod 2027. I planen er der stort fokus på at skabe bedre sammenhæng mellem gamle og nye bydele. 

Se videoen om Kommuneplan 2015 og Københavns udfordringer de næste tolv år ovenfor. 

Kommuneplanforslaget er i høring frem til lørdag 17. oktober og du kan indgive dit høringssvar på blivhoert.kk.dk 

Debatmødet foregår i Festsalen på Københavns Rådhus mandag 5. oktober fra kl. 16 til 18 og alle er velkomne til at deltage i debatten. Tilmeld dig hos duj@okf.kk.dk