Arkivnyhed - kan være forældet

Kom på gratis rundvisning på Københavns Kirkegårde

09.05.2017
Var det noget med en cykelrundvisning på Bispebjerg Kirkegård eller en regnbuetur på Assistens Kirkegård?

Københavns Kommune inviterer på 20 gratis rundvisninger på byens kirkegårde.

Vil man vide mere om Københavns historie, er byens kirkegårde et godt sted at starte. Og sommeren igennem kan man kvit og frit blive guidet rundt i kringlekrogene af byens fem kirkegårde, når Københavns Kommune traditionen tro inviterer såvel københavnere som besøgende på guidet rundtur. 

'Vi håber at kunne vise københavnerne, hvilken fantastisk kulturhistorisk ressource deres kirkegårde er - alene inskriptionen på en 200 år gammel gravsten afslører utrolig meget om, hvordan samfundet har ændret sig. Og så kan man bl.a. også få Københavns historie fortalt gennem nogle personer, som mange ikke kender særlig godt, men som har haft kæmpe betydning for byen – som eksempelvis Charles Ambt, der sikrede, at Københavns blev kloakeret,' siger kirkegårdvejleder Stine Helweg, der sommeren igennem guider københavnerne rundt på kirkegårdene.

I alt 20 tematiserede rundvisninger er der at vælge imellem frem til slutningen af september, og det er især Vestre Kirkegård, Bispebjerg Kirkegård og Assistens Kirkegård, man har mulighed for at blive klogere på.

På Bispebjerg inviteres der bl.a. på rundvisning, der fortæller om kvindekampens tidligere frontkæmpere herunder den første kvindelige minister, akademiker og frihedskæmper. Desuden er der mulighed for at få en rundvisning på en af Danmarks flotteste krematorier.

Både Vestre Kirkegård og Bispebjerg byder som noget helt særligt på en cykelrundvisning, hvor der er mulighed for at komme lidt mere ud i hjørnerne af byens største kirkegårde, når der guides rundt på to hjul i roligt tempo.

På Vestre Kirkegård kan man komme på rundvisning med fokus på grundlæggerne af nogle af Danmarkshistoriens mest markante virksomheder som eksempelvis Falck, Carlsberg og De Danske Spritfabrikker, eller man kan vælge turen, hvor der er særlig fokus på de symboler og skikke, der har præget vores forhold til døden gennem tiden. Assistens Kirkegård byder udover de efterhånden klassiske rundvisninger også på en ægte nyhed i år, når Stine Helweg på Regnbueturen følger sporene fra LGBT-historien rundt på kirkegården.

'Turene plejer at være lidt af en øjenåbner for folk, og vi håber da også, at vi undervejs kan få flere til at tænke over, hvordan de gerne vil herfra engang,' siger Stine Helweg.

Der har været gratis, offentlige rundvisninger på byens kirkegårde siden København var kulturby i 1996. De mest populære rundvisninger går igen hvert år, men ellers skifter temaerne med 2-3 års mellemrum. Stine Helweg sørger dog altid at forny de klassiske ture med nye gravsteder, så der også er nyt at høre for det stampublikum, som kirkegårdsturene tiltrækker.

Praktisk

Der er 20 ture på byens 5 kirkegårde frem til den 26. september.

  •     Turene er gratis, og varer 1-1 ½ time.
  •     Tilmelding ikke nødvendig med mindre andet er anført.
  •     Tjek www.kk.dk/kirkegaardsvandring for eventuelle ændringer i programmet.

Rundvisninger 2017

Vestre Kirkegård

  • Tirsdag 9. maj kl. 16:30. København vokser - om Københavns byudvikling 1850-1900
    Vestre Kirkegård blev grundlagt 1870 og er derfor en oplagt ramme for fortællingen om, hvordan hovedstaden fra midten af 1800-tallet udviklede sig fra fæstningsby til storby. Om byens forvandling og de arkitekter, politikere og embedsmænd, der stod bag.
     
  • Torsdag 15. juni kl. 17:00
    Rundvisning og efterfølgende koncert med Sankt Annæ Pigekor
    Efter en rundvisning på Vestre Kirkegård afsluttes turen i Nordre Kapel, hvor Sankt Annæ Pigekor giver koncert. Fri entré.
     
  • Mandag 26. juni kl. 15:30
    Vestre Kirkegårds historie. Hør om Vestre Kirkegårds snart 150 år lange historie, der bl.a. omfatter stridigheder med statsbanerne, opsigtsvækkende borgerlige begravelser og skure opført af ligkistebrædder i nærliggende kolonihaver.
     
  • Onsdag 9. august kl. 14:30
    Dødens symboler og skikke. En tur med fokus på kirkegårdenes særlige symbolik. Vi besøger også gravsteder, der på forskellig vis aktualiserer nogle af de skikke, der præger eller tidligere har kendetegnet vores omgang med døden og de døde. Om bl.a. Thorvaldsens relief Natten, donatorsten og vintergran.
     
  • Fredag 18. august kl. 13:30
    Cykelrundvisning - medbring egen cykel
    Mød op med egen cykel og deltag i en rundvisning på hjul på Danmarks største kirkegård. Vi udforsker især kirkegårdens sydlige del, hvor turen går forbi bl.a. kunstnere, kapeller og krigsmonumenter.
     
  • Mandag 28. august kl. 13:30
    Mellemkrigstiden. En rundvisning på Vestre Kirkegård med fokus på nogle af de politikere, musikere, arkitekter, illustratorer, digtere og revystjerner med meget mere, der virkede i og satte deres præg på 1920’ernes og 30’ernes København.
     
  • Tirsdag 26. september kl. 14:30
    Industriens folk. Carlsberg, ØK og Oticon, Falck, F.L. Smidth og De Danske Spritfabrikker - lederne af nogle af Danmarkshistoriens mest markante virksomheder er begravet på Vestre Kirkegård. Vi besøger deres gravsteder og hører historierne om deres livsværk.

Mødested

Vestre Kirkegård, Vestre Kirkegårds Allé 15, 2450 København SV

 

Bispebjerg Kirkegård

  • Mandag 15. maj kl. 13:30
    Cykelrundvisning - medbring egen cykel. 
    Mød op med egen cykel og deltag i en rundvisning på hjul, der bringer os ud i alle hjørner af den 43 ha store Bispebjerg Kirkegård. Vi kommer bl.a. forbi de mange krigsgrave samt kirkegårdens særlige afdelinger for nationale og religiøse mindretal.
     
  • Onsdag 6. juni kl. 14:30
    Rundvisning i Bispebjerg Krematorium. 
    Se et af Danmarks største og flotteste krematorier indefra. Max. 25 deltagere - tilmelding pr. mail eller telefon til kirkegårdsvejleder Stine Helweg, stihel@tmf.kk.dk, tlf. 2686 0217.
     
  • Tirsdag 15. august kl. 14:30
    Kvinder på kirkegården
    På Bispebjerg Kirkegård ligger en mindre perlerække af kvindekampens tidlige frontkæmpere. Mød bl.a. Danmarks første kvindelige minister og landets første akademiker af hunkøn - foruden afholdsagitatoren, frihedskæmperen og mange flere.
     
  • Torsdag 14. september kl. 14:30
    Rundvisning i Bispebjerg Krematorium
    Se et af Danmarks største og flotteste krematorier indefra. Max. 25 deltagere - tilmelding pr. mail eller telefon til kirkegårdsvejleder Stine Helweg, stihel@tmf.kk.dk, tlf. 2686 0217.

Mødested

Bispebjerg Kirkegård, Frederiksborgvej 125, 2400 København NV

 

Assistens Kirkegård

  • Torsdag 4. maj kl. 15:30
    Søren Kierkegaard-rundvisning
    Mange af de mennesker, der havde betydning for Søren Kierkegaard, er begravet på Assistens Kirkegård, og han ligger her også selv. På denne rundvisning kan du høre om hans liv belyst gennem venner, fjender og familie.
     
  • Mandag 22. maj kl. 14:30
    Tidstypiske grave før og nu
    Der er også mode inden for området død og begravelse - den rykker sig bare lidt langsommere end andre moder. Se forandringerne på denne rundvisning blandt gravsteder på Assistens Kirkegård, som er typiske for deres tid, hvad enten de er etableret i det 18. eller 21. århundrede.
     
  • Fredag 9. juni kl. 13:30
    Regnbuetur – spor af LGBT-historien
    En rundvisning med fokus på kontrære kønsidentiteter og ditto seksualiteter – og dét, der ligner.
     
  • Tirsdag 20. juni kl. 15:30
    Mennesker og gravsten
    En tur blandt interessante mennesker og gravsten på Assistens Kirkegård, der afspejler mere end 250 års danmarkshistorie inden for bl.a. kunst, politik og videnskab.
     
  • Torsdag 24. august kl. 14:30
    Nørrebros døde
    Assistens Kirkegård er kendt som sidste hvilested for mange store skikkelser fra dansk historie. Men den har også altid fungeret som lokal kirkegård for Nørrebros beboere. Mød nogle af bydelens egen sønner og døtre på lokalpatriotisk rundvisning.
     
  • Tirsdag 12. september kl. 16:30
    Regnbuetur – spor af LGBT-historien
    En rundvisning med fokus på kontrære kønsidentiteter og ditto seksualiteter – og dét, der ligner.
     
  • Onsdag 20. september kl. 13:30
    Gravsten og identitet
    På Assistens Kirkegård har københavnerne sat sig selv og hinanden gravmæler igennem nu 4 århundreder. Rundvisningen fokuserer på de måder, man gennem tiderne har brugt stenene over de døde til at markere social placering og identitet.

Mødested

Assistens Kirkegård, Kapelvej 2, 2200 København N
 

Brønshøj Kirkegård

  • Fredag 2. juni kl. 13:30
    Mennesker og gravsten
    Rundvisning på Københavns Kommunes mindste og ældste aktive kirkegård.

Mødested

Brønshøj Kirkegård, Brønshøj Kirkevej 6B, 2700 Brønshøj

 

Sundby Kirkegård

  • Torsdag 31. august kl. 15:30
    Mennesker og gravsten
    Rundvisning på Sundby Kirkegård med fokus på bl.a. lokale berømtheder, specielle monumenter og interessante inskriptioner.

Mødested

Sundby Kirkegård, Kastrupvej 51, 2300 København S

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.