Arkivnyhed - kan være forældet

Københavns stressklinikker er en succes

18.04.2016
246 københavnere fik i 2015 behandling på en af Københavns fem stressklinikker. Nu scorer klinikkerne topkarakterer i en ny evaluering.

100 pct. er tilfredse og 91 pct. af de borgere, der i løbet af 2015 har været i Københavns Kommunes behandlingsforløb mod stress, har oplevet et markant fald i deres stressniveau. Det viser første evaluering af Københavns fem stressklinikker. Udover at københavnerne er blevet hjulpet af med deres stress, viser behandlingsforløbet sig at have en positiv effekt på både søvnbesvær samt begyndende tegn på depression.

- Den psykiske sundhed er enormt afgørende for, at vi kan fungere i hverdagen. Hvis du er stresset, har du ikke det mentale overskud til at søge et arbejde eller tage dig af andre presserende problemer som fx en kronisk sygdom. Med stressklinikkerne er vi et skridt nærmere en ligestilling af den psykiske og fysiske sundhed, siger Ninna Thomsen, sundheds og omsorgsborgmester i København.

Ifølge Region Hovedstadens Sundhedsprofil fra 2014 er det mere end 100.000 københavnere, der har et højt stressniveau. Efter åbningen af stressklinikkerne i maj 2015 nåede 246 københavnere at komme i et gratis behandlingsforløb i løbet af 2015, og stressklinikkerne har i dag en ventetid på 3-4 måneder. For Ninna Thomsen er det afgørende, at denne ventetid bringes ned, da det kan føre til både angst, depression, langvarig sygemelding og arbejdsløshed, når en borger må vente for længe på behandling mod stress.

- Lige nu drukner stressklinikkerne nærmest i deres egen succes, og vi er nødt til at gøre noget for at bringe ventetiden ned. Jeg vil derfor gå til forhandlingerne om næste års budget i København med det forslag, at ordningen udvides, så vi i fremtiden kan hjælpe endnu flere borgere, som er ramt af stress, siger Ninna Thomsen.

Styrket indsats mod borgere uden for arbejdsmarkedet

Evalueringen af stressklinikkerne har også kunnet bidrage med en pejling af, hvor der fremover er brug for særlige indsatser fra kommunen. Evalueringen viser således, at det hovedsageligt er borgere, som er i beskæftigelse, der er blevet henvist til et behandlingsforløb mod stress (70 pct.).

- Stress er ikke kun et arbejdsrelateret fænomen. Derfor vil vi gå i dialog med de praktiserende læger om, hvordan vi sikrer, at det også er borgere uden for arbejdsmarkedet, der bliver henvist til et behandlingsforløb. Herudover vil vi styrke rekrutteringen via vores jobcentre, så vi når ud til de borgere, som ikke kommer til lægen, siger Ninna Thomsen.

København var den første kommune til at oprette et gratis stresstilbud. Siden da har Aalborg kommune fulgt med og Ninna Thomsen håber, at andre kommuner vil tage modellen til sig og oprette lignende tilbud til deres borgere. 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.