Københavns Kommune mangler pleje- og aflastningsfamilier

30.05.2017
Lige nu mangler 26 pleje- og 48 aflastningsfamilier til udsatte børn. Ny kampagne skal rekruttere flere pleje- og aflastningsfamilier.

”Sammen om byens børn”. 

Sådan lyder budskabet på nye kampagneplakater, som hænger i det københavnske byrum i denne uge. Motivet på plakaterne er en plejemor fra Snekkersten med anden etnisk baggrund end dansk, en ung aflastningsfar fra Nørrebro og en plejemor fra Vanløse med egen butik og fem biologiske børn. Det er Dilek Aydinoglu, Magnus Simonsen og Jette Hill Ludvigsen, som alle har sagt ja til at lægge ansigt og ord til den nye kampagne, der skal få flere forskellige københavnere til at blive pleje- eller aflastningsfamilie. 

”Vi vil meget gerne have fat i dem, der normalt ikke melder sig som pleje- eller aflastningsfamilie. Man kan sagtens bo i en lejlighed på Nørrebro, være single, direktør eller have en anden etnisk baggrund end dansk. De fleste tænker, at en plejefamilie er sådan nogle med et stort hus på landet. Det skal vi have gjort op med. Og vi håber, at vi med kampagnen kan nuancere familieplejebegrebet, så flere københavnere kan se sig selv som nogen, der også kan gøre noget for udsatte børn,” siger centerchef for Center for Familiepleje Sten Kruse-Blinkenberg.

Især mangel på aflastningsfamilier
Center for Familiepleje mangler især aflastningsfamilier, som bor i København og omegn og som kan håndtere børn med flere samtidige udfordringer, fx søskendepar og børn med handicap eller diagnoser.

”Når vi især søger folk, som bor i eller tæt på København, er det fordi, at det for mange af børnene har stor betydning, at de kan blive i deres nærområde, så de ikke skal bruge for meget tid på transport og stadig kan deltage i et klassearrangement eller en børnefødselsdag,” siger Sten Kruse-Blinkenberg.

En aflastningsfamilie er kort fortalt nogen med lyst og overskud til at passe et ekstra barn hver anden eller tredje weekend – plus måske en hverdag i ugen og i ferier. Det er ikke et krav, at barnet skal kunne få sit eget værelse.

”Vi har aflastningsfamilier, som er alt lige fra enlige til homoseksuelle til far-mor-børn-familier, som bor i hus, villa eller lejlighed. Det er ikke pladsen, eller hvad du laver, som er afgørende - det handler mest om at kunne give barnet en grundlæggende omsorg og tryghed og familien en ekstra hjælp og støtte,” siger Sten Kruse-Blinkenberg.

Viden og vedholdenhed
Det er en stor beslutning at åbne sit hjem for et udsat barn – uanset om det er 24/7 eller hver anden eller tredje weekend.

”Det er vigtigt for os, at dem, der melder sig, virkelig vil det. De skal indgå i en relation til et barn, som er udsat og har behov for stabilitet og tryghed – det vil sige, at de skal være vedholdende. Børnene skal ikke opleve flere svigt,” siger Sten Kruse-Blinkenberg fra Center fra Familiepleje og uddyber, at pleje- og aflastningsfamilier altid bliver støttet med masser af viden og uddannelse fra centret.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.