Arkivnyhed - kan være forældet

København vinder international klimapris

02.12.2016
Københavns Kommunes skybrudsplan bliver hædret med en C40 Cities Award.

København var blandt vinderne, da C40 Cities Award i dag blev uddelt i Mexico City. Københavns Kommune får en pris for sin omfattende skybrudsplan, som skal sikre hovedstaden bedre mod fremtidens voldsommere vejr.

Københavns overborgmester Frank Jensen modtog prisen, der blev uddelt under klimanetværket C40’s topmøde i Mexico City.

- Jeg er stolt over at modtage prisen for Københavns ambitiøse plan, der på en og samme tid sikrer byen mod skybrud og skaber nye grønne byrum til gavn for københavnerne. Mange storbyer kæmper lige som os mod stigende nedbør og oversvømmelser, så vores arbejde med at klimatilpasse København vække stor international opmærksomhed, siger Frank Jensen.

300 projekter

Københavns Kommune har som en af de første storbyer i verden lavet en samlet plan for håndteringen af fremtidens store mængder regnvand. Skybrudsplanen indeholder 300 projekter over hele byen, som til sammen udgør brikkerne i et kompliceret puslespil, hvor byens veje og parker skal bygges om, og søer og vandløb skal tilpasses, så de bliver indrettet til enten at tilbageholde eller lede regnvandet til havnen sammen med flere store skybrudstunneller.

- København har allerede indgået samarbejdsaftaler med New York og Washington, der gerne vil lære af vores erfaringer med skybrudssikring. Med prisen fra C40 vil endnu flere storbyer få øjnene op for, at man kan beskytte en by mod oversvømmelser og samtidig øge livskvaliteten i en storby ved at erstatte parkeringspladser og vejbaner med grønne byrum, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.

De 300 projekter vil blive udført over hele byen i løbet af de kommende 20 år, og det vil samtidig være muligt at skabe nye grønne byrum. De første grønne skybrudsløsninger er allerede etableret i Skt. Kjelds Kvarter på Østerbro og på Skt. Annæ Plads i Indre By.

International opmærksomhed

Københavns skybrudsplan har allerede skabt stor international opmærksomhed. I 2015 indgik Københavns Kommune en aftale med New York City om udveksling af erfaringer med klimatilpasning. Det har indtil videre resulteret i, at New York arbejder på at kopiere Københavns skybrudsplan i bydelen Queens med hjælp fra danske virksomheder.

København vandt C40-prisen foran Hong Kong og San Francisco, der sammen med København var nomineret i kategorien for klimatilpasning. 

 

Fakta om Københavns Kommunes klimatilpasning

  • Københavns Kommune har som en af de første storbyer i verden lavet en skybrudsplan, der omfatter 300 projekter i hele byen. 
  • Skybrudssikringen i København vil primært ske ved hjælp af overfladeløsninger. Det betyder, at byens veje skal indrettes, så de kan bruges til at bortlede og tilbageholde vand. Pladser, parker og søer skal flere steder indrettes, så de kan bruges til at opsamle og tilbageholde vand.
  • Flere steder i byen bliver det nødvendigt at anlægge nye store rør for at lede regnvandet gennem byen. Det er typisk, hvor vandet skal krydse vigtige infrastruktur som indfaldsveje og baner.

Fakta om C40

  • C40 Cities Awards er blevet uddelt siden 2013. København har tidligere vundet en C40-pris for sin klimaplan for et CO2-neutralt København i 2025.
  • I C40 samarbejder 86 af verdens allerstørste byer om klimasikring, CO2-reduktion, bæredygtig byudvikling og grøn vækst. København har været med i C40 siden 2009, og Københavns overborgmester, Frank Jensen, sidder i C40’s styregruppe. København leder desuden et grønt vækst-netværk i C40, der arbejder for nye måder at koble bæredygtig byudvikling med økonomisk vækst, innovation og jobskabelse.

 

Læs mere om prisen her: www.c40.org/awards

 

Yderligere information

Kristian Holmelund Jakobsen, zv6m@okf.kk.dk, 2495 1831.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.