Arkivnyhed - kan være forældet

København styrker samarbejdet med Seoul

24.10.2016
Københavns overborgmester deltager i det officielle danske statsbesøg i Sydkorea i denne uge.

Under besøget vil overborgmester Frank Jensen mødes med Seouls borgmester Park Won-Soon for at styrke den samarbejdsaftale, som de to borgmestre underskrev i København i 2014. Seoul er ligesom København en storby i hastig vækst.

”Seoul er i forvejen en vigtig samarbejdspartner i klimaarbejdet, og vi vil gerne knytte tættere økonomiske og kulturelle bånd til en af Asiens vigtigste storbyer. Målet er at styrke samarbejdet om turisme og bæredygtig byplanlægning, for Sydkorea er et potentielt vigtigt marked for vores grønne løsninger,” siger overborgmester Frank Jensen.

Under mødet med Seouls borgmester vil Frank Jensen blive udnævnt til æresborger i den sydkoreanske hovedstad.

Desuden skal overborgmesteren holde taler ved en energikonference som del af den grønne vækstalliance mellem Danmark og Sydkorea samt ved en smart city-workshop med deltagelse af danske og koreanske virksomheder. 
 
Flere turister
Som resultat af de to byers samarbejdsaftale fra 2014 vil en kopi af Den Lille Havfrue kaldet Havfruens Lillesøster blive offentliggjort af overborgmester Frank Jensen (A) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under statsbesøget. Statuen er sponsoreret af en række danske virksomheder.  

”Med indvielsen af Den Lille Havfrue og vores turismesamarbejde med Seoul åbner vi op for, at endnu flere koreanske turister kommer til København. Det er i forvejen en af de grupper, som er i hastig vækst, siger Frank Jensen.

Frank Jensen skal også mødes med ledelsen for det sydkoreanske flyselskab Asiana om mulighederne for at etablere en direkte flyforbindelse mellem København og Seoul.  

På trods af at der endnu ikke er en direkte flyruter mellem mellem København og Seoul, finder et stigende antal sydkoreanske turister vej til København. 

Sidste år var der 23.000 sydkoreanske turister i København, hvilket er dobbelt så mange som for fem år siden. I år er ingen undtagelse. I det første halvår af 2016 steg antallet af sydkoreanske hotelovernatninger i hovedstaden med 23 procent i forhold til samme periode sidste år.  

Siden 2010 er antallet sydkoreanske turister vokset støt med 19 procent om året, hvilket er højere andre europæiske storbyer. 

Yderligere information
Kommunikationskonsulent Kristian Holmelund Jakobsen, 2495 1831, zv6m@okf.kk.dk

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.