København igen kåret til verdens bedste cykelby

14.06.2017
København er netop igen kåret som verdens bedste cykelby.

København er verdenskendt for sin cykelsatsning, og nu har byen modtaget et helt særligt kvalitetsstempel for sit arbejde og sine resultater. Indekset over verdens bedste cykelbyer er netop blevet offentliggjort, og endnu engang indtager Danmarks hovedstad den førsteplads, som København erobrede fra Amsterdam for to år siden, da regnskabet senest blev gjort op. Indekset over verdens bedste cykelbyer er udarbejdet af Copenhagenize. Det sker netop, som cyklen i disse dage fylder 200 år.

København har med visionen Fællesskab København et ønske om at fremme cykeltrafikken i kommunen og samtidig begrænse biltrafikken for på den måde blandt andet at forbedre fremkommeligheden og mindske luftforureningen. I fremtiden skal 1/3 af alle ture i kommunen foregå på cykel, 1/3 med kollektiv trafik og maksimum 1/3 i bil.

Ligeledes har byen et mål om, at

  • 50 % af ture til arbejde og uddannelse i Københavns Kommune sker på cykel
  • 75 % af alle ture i København foregår til fods, på cykel eller med kollektiv trafik
  • 70 % af københavnerne er tilfredse med mulighederne for cykelparkering.

I øjeblikket tager 91 pct. af de københavnere, der både bor og arbejder i kommunen, cykel, kollektiv transport eller gang til og fra arbejde og studie. Kun 9 pct. pendler i bil internt i København.

Mål for 2025:

• 80 % af PLUS-nettet har tre baner

• Cyklisternes rejsetid er reduceret med 15 %

• 90 % af de københavnske cyklister føler sig trygge i trafikken

• Antallet af alvorligt tilskadekomne cyklister er reduceret.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.