Arkivnyhed - kan være forældet

København først med revolutionerende fitnessanlæg

22.06.2016
Nyt udendørs træningsområde med multifunktionelt udstyr og digitale funktioner i Sundby.

På et 200 m2 stort område ved Sundby Idrætspark på Amager får københavnerne mulighed for at styrketræne, forbedre deres kondition og træne sammen under topmoderne rammer.

Københavns Kommune har indgået samarbejde med den danske producent af legepladser og træningsfaciliteter KOMPAN om et helt nyt fitnessanlæg ”Cross System” med udendørs træningsudstyr- og redskaber.

I modsætning til traditionelt udendørs træningsudstyr, så kan alle, uanset alder, evner og niveau være med og få udbytte af træningen her. Fitnessanlægget består af specialdesignede, multifunktionelle maskiner, hvor en patenteret vægtløsning, der arbejder med magnetisk modstand, giver alle træning på deres niveau.

Derudover har maskinerne indbyggede digitale instruktioner, så enhver med sin smartphone kan scanne udstyret og få hjælp til at benytte det. Til anlægget er der desuden udviklet en træningsapp, der blandt andet fungerer som personlig træner.

Fitnessanlægget er ikke kun tiltænkt enkeltpersoner. De omkringliggende skoler og lokale idrætsforeninger er også velkomne. 

Som en del af partnerskabet mellem Københavns Kommune og KOMPAN vil udvalgte personer fra lokale idrætsforeninger og skoler få et kursus i brugen af anlægget, så de kan være instruktører på anlægget for deres elever og foreninger. 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.