Arkivnyhed - kan være forældet

København får ny indkøbschef

16.12.2016
Københavns Kommune opruster på indkøbsområdet og har valgt at ansætte den nuværende indkøbschef fra Region Hovedstaden, Allan Christensen.

Allan Christensen, som starter som indkøbschef i begyndelsen af februar, skal stå i spidsen for kommunens nye Center for Indkøb og hjælpe med at finde nye veje til en fortsat effektivisering af Københavns Kommunes indkøb. 

Med en enorm faglig og ledelsesmæssig tyngde på indkøbsområdet og en stor personlig gennemslagskraft har Allan Christensen været et indlysende valg som ny indkøbschef for ansættelsesudvalget, som har været bredt sammensat med repræsentanter fra både Økonomiforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Simon Kaiser, direktør i Københavns Ejendomme & Indkøb udtaler: ”Vi kan være meget stolte over, at vi i København får Allan i spidsen for indkøbsområdet. Allan er uden tvivl en af de største kapaciteter inden for indkøb i Danmark. Med Allan har vi sat et hold i Center for Indkøb som er et af de stærkeste i Danmark, hvilket er en afgørende forudsætning for at vi kan lykkes på vores store ambitioner på indkøbsområdet.” 

Hanne Baastrup, direktør i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen er også glad over valget af Allan Christensen: ”Vi ser frem til samarbejdet med Allan Christensen og har store forventninger til, at København kan realisere markante besparelser på indkøb”

Allan Christensen glæder sig til at sætte sig i stolen som ny indkøbschef i begyndelsen af det nye år og udtaler: ”Københavns Kommune er en mastodont på indkøbsområdet med rigtig mange institutioner, der køber ind. Min fornemmeste opgave vil derfor være at udbygge en helstøbt udbuds- og kontraktstyringsenhed, som er robust og effektiv. Jeg vil trække på nogle af erfaringerne fra den måde, som regionerne bedriver indkøb på – og have særligt fokus på at professionalisere måden, som kontrakter styres på i et indkøbssystem”.

Center for Indkøb dækker hele Københavns Kommune på indkøbsområdet. Centret skal sikre, at det er nemt for Københavns Kommunes indkøbere at købe de rigtige varer til den rigtige pris og levering. Den nye chef får bl.a. til opgave at sikre effektiviseringer uden forringet service for forvaltninger og de enkelte enheder samt at understøtte en effektiv indkøbsstyring og indkøbsproces.  Centret består af 25 medarbejdere og medarbejderstaben forventes at vokse yderligere i årene fremover.

Den nye indkøbschef vil referere til Simon Kaiser, direktør i Københavns Ejendomme & Indkøb.

Kontakt:

Direktør Simon Kaiser på mobil 24 92 68 94 eller på mail simon.kaiser@okf.kk.dk.

 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.