Arkivnyhed - kan være forældet

København får mere end 300 nye træer

21.04.2016
Københavns Kommune har nemlig givet byen en ekstra grøn indsprøjtning, der har tilført hundredvis af nye træer til byen.

Der kommer ekstra mange grønne trætoppe i København dette forår.
Byens gartnere har haft travlt med at plante mere end 300 nye træer, der skal forgrønne parker og gader over hele København. Mere end halvdelen af træerne er poppet op på helt nye placeringer i byens parker og gader, mens de øvrige træer udfylder allerede eksisterende plantehuller efter afdøde træer. 

De sidste træer er netop blevet plantet, og den grønne indsprøjtning er en del af Teknik- og Miljøforvaltningens nye Strategi for Bynatur.

'Jeg glæder mig til at tælle trætoppene på mine cykelture gennem København. Vi har et mål om, at 75 pct. af københavnerne skal opleve København som en grøn storby i 2025, så det er helt afgørende, at vi prioriterer at få indarbejdet naturen i byen. Både ved at sikre de eksisterende træer bedst mulige vækstvilkår og ved at plante nye træer, hvor det er muligt,' siger teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL).

Stor variation af træarter

De nye træer er blevet fordelt over hele byen, og københavnerne kan glæde sig til at møde en stor variation af træarter.

På Assistens Kirkegård på Nørrebro er der f.eks. blevet plantet røn- og nåletræer, mens brugerne af Dansepladsen i Fælledparken kan glæde sig til at nyde synet og duften af blomstrende mirabel, vildæble og hassel. I området omkring Fælledparkens Blomsterhave er der plantet mere eksotiske træer som ceder, vandgran, ambratræ og et stort mammuttræ, ligesom 'den hemmelige skovsti' ved Sansehaven nu vil blive fremhævet med buske og træer. På Amager kan besøgende i Lergravsparken glæde sig til, at den gamle alle vil blive genplantet, ligesom bl.a. Valbyparken kan se frem til nye træer.

Siden 2012 har Københavns Kommune plantet 5.488 nye træer, mens der i samme periode er fældet 873 træer på grund af sygdom eller for at skabe plads til cykelstier og andre anlægsprojekter.  

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.