København får E-sportscenter

06.01.2017
Københavnerne kan snart dyrke den populære E-sport i Danmarks største idrætsanlæg, Grøndal Multicenter, i Københavns Nordvestkvarter.

Badminton, basket eller gaming? I idrætscentret Grøndal Multicenter kommer et E-sportscenter fremover til at ligge side om side med de traditionelle idrætsgrenes baner.

”E-sport er det nye sort. Sportsgrenen er i hastig vækst, og nye foreninger skyder op. Med et egentligt center, der er indrettet til E-sport, bliver det muligt for endnu flere københavnere at dyrke E-sport og gaming,” siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen.

Det nye E-sportscenters placering i et idrætscenter er nøje gennemtænkt, så gamingen kan tænkes sammen med bevægelsesidrætten.

”Det er helt bevist, at E-sportscentret bliver placeret i et idrætsanlæg. Det er hårdt at sidde koncentreret foran skærmen i mange timer, og der kan motion være et godt supplement. Jeg håber, at placeringen kan give e-spillerne lyst til at prøve kræfter med andre idrætsgrene,” siger Carl Christian Ebbesen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen venter på en byggetilladelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen, men forventer, at det nye E-sportscenter står klart til brug i løbet af foråret.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.