Arkivnyhed - kan være forældet

KIFU er årets idrætsforening

14.01.2015
En mangeårig indsats med aktiviteter for udviklingshæmmede har været afgørende for valget af KIFU.

Prisen på 25.000 kr. blev overrakt af kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).

Der var stor glæde at spore, da kultur- og fritidsborgmesteren modtog de forventningsfulde vindere af Årets Idrætspris på Rådhuset den 19. december.

Prisen som Årets Idrætsforening uddeles hvert år af Københavns Kommune og gives til ”en københavnsk idrætsforening, der i årets løb har ydet en afgørende indsats for at fremme foreningsidrættens betydning for og vilkår i Københavns Kommune.”

Og valget faldt på KIFU, som gennem de sidste 24 år har været igennem en rivende udvikling. I dag har idrætsforeningen for eksempel både børnehold og stævneaktiviteter i weekenderne.

”Det har været et umanerligt svært valg, for der er så utrolig mange fantastiske idrætsforeninger i København, som fortjener at blive anerkendt. Men jeg er glad for at kunne overrække prisen til KIFU, da idræt er for alle. KIFU har de sidste mange år kæmpet for, at udviklingshæmmede også kan nyde den sammenhørighed, der følger med, når man er med på et hold. Jeg vil gerne sige stort tillykke til alle i KIFU – og tak til alle de ildsjæle, der hver dag arbejder for at gøre foreningslivet i København så enestående og attraktivt,” siger kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen.

De seneste ni års prisvindere er:

2013: Rafting Club Copenhagen
2012: Københavns Bordtennisklub
2011: Rugbyklubben CSR/Nanok
2010: Copenhagen Spinderiet Floorball Club
2009: FC Damsø Kvindefodbold
2008: Arbejdernes Tennis Klub (ATK) og CPH Beach
2007: Fremad Valby og Grøndal EV (volley)
2006: Københavns Roklub
2005: Amager Volleyball Klub og She Zone
2004: Skøjteklub København og Fægteklubben Trekanten