Arkivnyhed - kan være forældet

Køkkenknive aflåses midlertidigt på Ringbo

04.12.2013
Socialforvaltningen i København har i dag låst alle skarpe køkkenknive på bostedet Ringbo inde.

Det sker i samarbejde med Arbejdstilsynet, som en tillidsskabende foranstaltning. Køkkenknivene vil nu kun være tilgængelige for beboerne omkring madlavningen. 

"Jeg er enig med Arbejdstilsynet i, at det her og nu er et tiltag, der kan være med til at løsne op for den helt naturligt anspændte og nervøse stemning på Ringbo, der hersker ovenpå den tragiske hændelse mandag, hvor personalet mistede en nær kollega," siger Jan Jensen, kontorchef for Kontoret for Udsatte og Psykiatri i Socialforvaltningen.

Samtidig vil Socialforvaltningen undersøge, om det er muligt at erstatte de nuværende køkkenknive på kommunens andre bosteder med knive af materiale og form, der ikke kan pådrage alvorlig personskade.

"Det er vigtigt at skabe størst mulig sikkerhed for personalet, men det også vigtigt at sindslidende behandles som de myndige og selvstændige mennesker, de er. Det er en af de vigtigste socialpsykiatriske mål at tilbyde denne gruppe så normalt et liv som muligt. Og det skal denne ulykkelige sag jo ikke forhindre," siger Jan Jensen.

Arbejdstilsynet anbefaler derudover, at man gennemgår alarmsystemer og risikovurderingerne nøje.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.