Arkivnyhed - kan være forældet

Kødbyen bliver et lydmuseum

14.01.2015
Danmarks første virtuelle lydmuseum åbner på Mesteren og Lærlingen på Flæsketorvet.

De fleste danskere besøger Kødbyen med det ene eller andet formål, men ved vi egentlig, hvad der foregår, når vi ikke lige er der? Ved de festglade unge, hvad slagterne laver og omvendt? Det spørgsmål har Københavns Kommunes ejendomsselskab, Københavns Ejendomme stillet sig selv.

"Det unikke ved Kødbyen er jo netop, at vi har så mange forskellige folk, der bruger det samme område til vidt forskellige formål. Tidligt om morgenen bliver der skåret kød, om dagen drives alskens kreative virksomheder og om aftenen åbner restauranter og natklubber dørene op”, siger Kundechef i Københavns Ejendomme John Dahl-Pedersen. “Med Kødbyens Bekendelser vil både de besøgende og dem, der bruger Kødbyen regelmæssigt, få et indblik i de forskellige verdener og vi håber, at publikum vil være med til at præge den historie, der blive fortalt og lyttet til, - også om mange år.”

“Kødbyen er på mange måder essensen af København. Her er både de nye, hippe steder og nostalgien og traditionerne fra de gamle grossister og fabrikker. Jeg glæder mig meget til at københavnerne får mulighed for at opdage – og genopdage - Kødbyen gennem de unikke oplevelser, det nye lydmuseum tilbyder”, siger overborgmester Frank Jensen.

Historierne er fortalt gennem lyd, som ligger på en stedsspecifik lyd-app, der hedder Recho. Over en weekend i september optog tre tilrettelæggere historier fra Kødbyen. Foran en slagter vil du for eksempel kunne høre slagtermester Jimmys undskyldning for ikke at tage hjem til konen, og ti meter derfra, ligger historien om en flok piger i en lyserød Hummer limousine på vej til fest.

Det virtuelle lydmuseum hedder “Kødbyens Bekendelser” og er blevet til i et samarbejde mellem Stedsans på P1, Københavns Kommune og Recho.

Ved åbningen frigives de første 50 fortællinger, deriblandt bidder fra Stedsans på P1’s arkiv. Ved hjælp af den gratis app Recho kan alle gå på opdagelse i kødbyen, samt optage og uploade egne fortællinger. I sommeren 2015 vil museet igen holde en fernisering efter seks måneders bidrag fra de besøgende.

Åbningen foregår torsdag den 27. november, kl. 17.00 på Mesteren og Lærlingen på Flæsketorvet.

Lydmuseet er åbent for bidrag til sommeren 2015, og lydene vil være tilgængelige for altid.