Arkivnyhed - kan være forældet

Københavns plejehjemsbeboere får klippekort til valgfri hjælp

18.08.2015
Mandag den 17. august indviede Københavns Kommune en ny klippekortsordning til beboere på plejecentre.

Sidste år fik ældre i Københavns hjemmepleje tilbudt klippekortet, og det er afgørende, at byens plejehjemsbeboere nu også får ekstra hjælp og større valgfrihed i hverdagen, siger sundheds- og omsorgsborgmester i København Ninna Thomsen (SF).

En shoppetur, en tur på scooteren eller hjælp til igen at kunne være værtinde for familie og venner. En ny klippekortsordning på Københavns plejehjem giver de ældre beboere mulighed for en ny form for hjælp, som de selv bestemmer, hvad skal bruges til.

Ordningen har kørt som pilotforsøg på Plejecentret Bomi-Parken på Amager et halvt år, og der er nu udviklet en model, som udrulles på alle Københavns somatiske plejehjem. 

Klippekortet har tidligere kun været for københavnere, der modtager hjemmehjælp, men kortet vil nu også nå ud til cirka 3.100 københavnske plejehjemsbeboere.

- Klippekortet er et nybrud inden for vores ældrepleje. De mange forskellige ønsker, de ældre har, understreger, hvor forskellige vi er, og hvor vigtigt det er for livsglæden at kunne fortsætte med at gøre de ting, man rigtig godt kan lide. Også selvom man er nået op i en høj alder og bor i plejebolig. Klippekortet giver ekstra valgfrihed og medbestemmelse, og det er helt afgørende for mig, at ældreplejen forsætter med at udvikle sig i den retning – selvfølgelig også på plejehjemmene, siger sundheds- omsorgsborgmester Ninna Thomsen, der gerne ser plejehjemmenes klippekort på dette års finanslov.

Københavns klippekort til hjemmeplejemodtagere kom på Finansloven sidste år og blev dermed ubredt til alle landets kommuner.