Arkivnyhed - kan være forældet

Københavns Klimatilpasningsplan vinder verdens største designpris

30.08.2013
Blandt over 1.000 nominerede fra mere end 70 lande har Københavns Klimatilpasningsplan vundet verdens største designpris INDEX:Award.

Verdens største designpris INDEX:Award er netop blevet uddelt ved en prisoverrækkelse i Helsingør. Københavns overborgmester Frank Jensen og teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal kunne sammen modtage prisen for Københavns Klimatilpasningsplan.

”Det er fantastisk, at København igen vinder international anerkendelse for, at vi har skabt en god og sikker by. INDEX-prisen kan både skabe flere grønne job i København og bane vejen for bedre livskvalitet for mennesker i alverdens storbyer. Det kan mærkes på bundlinjen i de danske virksomheder og rådgivningsfirmaer, der sælger teknologi og viden andre steder i verden,” siger overborgmester Frank Jensen (S).

Klimatilpasningsplanen adresserer, at fremtidens vejr med op til 30 procent mere regn, flere skybrud og højere vandstand skal mødes med en samlet indsats, der også skaber livskvalitet og grøn vækst. Og det er langt fra første gang, at planen gør sig internationalt bemærket.

”Jeg er meget stolt over prisen. Det bekræfter os endnu engang i, at vi er helt i front med at finde løsninger på de udfordringer, rigtig mange byer står overfor. Vel at mærke grønne løsninger, der både kan håndtere klimaforandringerne og skabe bedre byer for mennesker ,” siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF).

Ud over INDEX:Award og prisen som European Green Capital 2014 er den danske hovedstad blevet optaget i en af verdens mest toneangivende klimaklubber "Delta Cities". Sammen med byer som New York, Buenos Aires og 13 andre storbyer vil København dele viden og præsentere danske klimatilpasningsløsninger. Sidste år skrev Forbes, at havde New York haft klimatilpasningsplaner som København, var oversvømmelserne i byen efter orkanen Sandy ikke blevet så ødelæggende.

Københavns Klimatilpasningsplan skal nu udstilles verden over, og den amerikanske mediekoncern CNN har allerede lavet en programserie om finalisterne. 

Se CNN-filmen om Klimatilpasningsplanen her.