Arkivnyhed - kan være forældet

Københavnere venter længe med at få børn

05.10.2015
Københavns Kommune kører en kampagne, der skal få særligt unge med en videregående uddannelse til at overveje at få børn tidligere.

I dag får københavnske kvinder i gennemsnit børn to år senere end landsgennemsnittet, mens gennemsnitsalderen for en førstegangsfødende kvinder med videregående uddannelse 31,8 år. Mange venter på at uddannelse, job og passende bolig er på plads, før end børnene melder sig,

- Det er et stort mentalt pres, når det så ikke går så let med at få de børn, som man gerne vil have. Måske fordi man er gået lidt sent i gang. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at fortælle, at biologien er en faktor, de unge også skal have med i planlægningen af, hvornår de vil have børn, siger sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF).

Hun er netop blevet fertilitetsambassadør for Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet, der er med i kampagnen. Hvert 10. barn bliver i dag undfanget på klinik, derfor ønsker Københavns Kommune at oplyse om nogle af de biologiske fakta, som kommer bag på de fleste. For mændenes vedkommende gælder det ifølge Fertilitetsklinikken, at 40% har nedsat sædkvalitet.

- Mange bliver overrasket over, hvor lang tid, det kan tage at få børn, hvis man først prøver, når man har rundet de 30 år. Og så når de måske aldrig at få det barn, som de gerne vil have, eller at give det første barn nogle søskende, siger klinikchef Søren Ziebe fra Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet.

Plakater og postkort vil i den kommende uge være at finde i bybilledet, på cafeer og i fitnesscentre.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.