Arkivnyhed - kan være forældet

København vinder vigtig trafikkongres

19.06.2014
København har netop overhalet store byer som Barcelona, München og Moskva ved at tilkæmpe sig værtskabet for en verdenskongres om fremtidens intelligente trafikløsninger i 2018

Op imod 4.000 eksperter, politikere og virksomhedsledere fra hele verden vil i 2018 søge til København for at drøfte og blive klogere på morgendagens intelligente og grønne transportløsninger. Wonderful Copenhagen vurderer, at værtskabet vil betyde øgede omsætning på over 60 mio. kr. til byens hoteller, restauranter og øvrige turisterhverv.

På verdensplan oplever markedet for intelligente transportløsninger i disse år en buldrende vækst på op imod 14 pct., viser en markedsanalyse, som ITS America har gennemført. Alene i København er der i løbet af de sidste par år investeret op imod en halv mia. kr. i ny intelligente trafiksignaler og gadebelysning samt moderne bycykler. Derfor bliver værtskabet også et udstillingsvindue for nye danskudviklede transportløsninger.

”København er allerede kendt verden over for vores cykelkultur og prioritering af byliv frem for parkeringspladser og brede boulevarder til biler. Vi investerer i disse år flere hundrede millioner i at styre trafikken mere intelligent ved at lade gadebelysning og trafiksignaler tale sammen og dermed nedbringe trængslen og fremme de grønne transportløsninger. Det får vi nu muligheden for at vise hele verden i 2018,” siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Eksempelvis er Københavns nye bycykel danskudviklet. Cyklen er en integreret del af den kollektive transport i hovedstaden og målrettet pendlerne, der fremover kan tage toget ind til byen og cyklen det sidste stykke vej til arbejdet. Cyklen er allerede solgt til Rotterdam og Stavanger.

Københavns ansøgning er blevet bakket op af staten, der også markerer sig som verdens førende med intelligente trafikinvesteringer i disse år. Hovedstadens førerløse Metro er flere gange blevet kåret som verdens bedste og netop nu bliver jernbanernes signalanlæg over hele landet automatiserede som det første sted i verden.

”Jeg er meget glad for den anerkendelse, København og dermed hele Danmark får med dette værtskab. Det er ikke blot en anerkendelse af de store beslutninger, vi har truffet på det trafikale område i de seneste år, det er også en understregning af vores videns- og forskningsmiljø på intelligente trafikløsninger. Jeg har været meget glad for at kunne understøtte ansøgningen på vegne af Folketinget og regeringen,” siger formanden for Folketingets transportudvalg Benny Engelbrecht (S)

Også ITS Danmark, der er en paraplyorganisation for virksomheder og offentlige myndigheder med interesse for ITS ser man et stort potentiale i værtskabet.

”Verdenskongressen i København vil få stor betydning for udviklingen af ITS- sektoren i Danmark. ITS kan give mindre trængsel og anvendes til gavn for miljø og sikkerhed, og kongressen vil få stor betydning for udvikling af den danske ITS-industri, ” siger Svend Tøfting, formand for ITSDanmark .

Verdenskongressen for Intelligente Transportløsninger bliver afholdt hver tredje år og går på skift mellem Europa, Nordamerika og Asien. I København forventes kongressen at tiltrække op imod 4.000 deltagere, mens op til 10.000 gæster vil lægge vejen forbi en tilhørende udstilling.

For yderligere oplysninger kontakt:

Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) via pressekonsulent Marie Schultz på 20 53 82 27.

Formand for ITSDanmark Svend Tøfting: 22 71 18 37.

Fakta

  • Den europæiske sammenslutning af nationale ITS-organisationer, ERTICO, står bag verdenskongressen.
  • En bred gruppe af erhvervsvirksomheder, forskningsinstitutioner og offentlige myndigheder i Danmark og Sverige står bag buddet om at få verdenskonferencen til København. 
  • Verdenskongressen forventes af få 4.000 internationale deltagere og op mod 10.000 gæster.
  • Udstillingen med ny teknologi bliver åben for offentligheden.