Arkivnyhed - kan være forældet

København som vært for Eurovision

23.01.2014
København overtog officielt Eurovision værtskabet fra Malmø ved et Kick Off på Københavns Rådhus den 20. januar.

Festsalen på Københavns Rådhus var mandag eftermiddag centrum for det første officielle Eurovision 2014 arrangement. Her fik København og overborgmester Frank Jensen overrakt en vandre-nøglering af formand for Malmøs kommunalråd, Kent Andersson, som symbol på at København nu har overtaget værtskabet for verdens største sangkonkurrence.

Kæmpe folkefest

- Vi glæder os til at være værter for Eurovision Song Contest 2014 og til at byde danskerne og resten af verden velkommen til København. Eurovision bliver en kæmpe folkefest for både københavnere og de mange besøgende, der kommer til byen, sagde overborgmester Frank Jensen, da København officielt overtog værtskabet af Eurovision Song Contest 2014.

Største event

- Eurovision Song Contest er en af de største enkeltstående events nogensinde i vores region. Det er en fantastisk mulighed for vise verden og Danmark alt det, vi har at byde på i hovedstadsregionen. Vi ved, at de mange tilrejsende fans giver mere arbejde til især hoteller, restauranter og taxachauffører. Derfor ser jeg gerne, at vi lægger os i selen for at tiltrække endnu flere store events til regionen, siger Sophie Hæstorp Andersen (S) regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

DR’s Tine Gøtzsche styrede eftermiddagens aktiviteter i rådhusets festsal, hvor også DR’s Marie Rørbye Rønn fortalte om forberedelserne og forventningerne til det store show.

Alle kan være med

Og forberedelserne med at gøre København festklar er i fuld gang, og der vil være masser af folkelige aktiviteter i København både før og under Eurovision. Både på Refshaleøen, hvor showet afholdes, men også i indre by. Her vil en ’Fan Mile’ med masser af aktiviteter strække sig fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv.

Ved Kick Off arrangementet blev det også afgjort, hvilke semifinaler de deltagende lande skal konkurrere i.

Eurovision afholdes i København med masser af festivitas fra åbningen på Københavns Rådhus søndag den 4. maj til den endelige finale lørdag den 10. maj.

Se videoer

Se vores 'Fan Mile' fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv, hvor der vil være Eurovision events for alle.

En nøglering overrækkes, når man skal være vært for Eurovision. Se nøgleringens rejse over Øresundsbroen starring Kent Andersson

 

Kontakt

 

Kommunikationskonsulent Frederikke Møller Kristiansen, Købehavns Kommune CA63@okf.kk.dk, tlf.: 24 96 83 01

Pressevagten i Region Hovedstaden 70 20 95 88