Arkivnyhed - kan være forældet

København skyder street food-sæsonen i gang

15.04.2015
  • Colourbox
Argentinske empanadas, koreanske dessertpandekager og hjemmelavet limonade - sæsonen for gadesælgere skydes i gang den 15. april kl. 11.

Der er mange nyheder på menuen, når de mobile gadesælgere i år indtager Københavns gader og parker. Vil man have det fulde overblik over udvalget i Indre By og byens parker, gælder det om at lægge vejen forbi Rådhuspladsen onsdag 15. april kl. 11-15. Her møder årets sælgere nemlig ind på pladsen for at få deres tilladelser og vise, hvad de kan tilbyde københavnere og besøgende. 

I alt 37 sælgere har fået tilladelse til at sælge mad og drikke fra mobile vogne i Indre By og byens parker, og det er bl.a. et sundt, varieret og nytænkende udvalg, der har været i fokus. 

Argentinske godbidder på gadeplan

Sælgerne har arbejdet intenst på at gøre deres vogne klar til sæsonstart, og en af de nytilkomne man kan møde på gaden i år, er den argentinske kok German Andres Baldi Crugeiras, der har varme empanadas på menuen. Han har selv stået for at ombygge sin Christiania-cykel til en rullende madbod.

”Jeg har aldrig arbejdet med street food før, men jeg har masser af erfaring som kok og glæder mig til at bidrage til den københavnske street food-kultur med noget virkelig god mad på gadeplan,” siger German og tilføjer, at de ærkeargentinske empanadas vil blive serveret i nye, dansktvistede udgaver med fyld af fx majs, karamelliseret løg og koriander og spinat, champion og fetaost.

”Jeg vil ikke bare servere de klassiske empanadas, men udvikle nogle særlige typer, der bygger på de danske råvarer. Og så vil jeg gerne bidrage til at gøre København grøn, så produkterne bliver så vidt muligt økologiske og min vogn kommer til at køre på overskudsvarme fra ovnen og solceller,” fortæller German, der har boet i København i fire år.

Nabobyerne spejder mod København

Generelt er der sket en markant opblomstring af street food i København, og formen har også ændret sig fra de mere traditionelle pandekageboder til såvel food trucks som ladcykler, der er ombygget til f.eks. stenovnspizzaria. 

København er en af de storbyer i Nordeuropa, der er længst fremme med street food-kulturen, og at det er et område, man fra politisk hold lægger stor vægt på at gøre let tilgængeligt. Både fordi det bidrager med masser af byliv, fordi undersøgelser viser, at københavnerne gerne er glade for mobile madboder på gadeplan, og fordi det kan give nye beskæftigelsesmuligheder for folk med en skæv tilknytning til det danske arbejdsmarked. 

Københavns Kommune afholder informationsmøde to gange om måneden på dansk og engelsk for borgere, der er interesserede i at blive mobilegadesælgere.