Arkivnyhed - kan være forældet

København opretter Center for Diabetes

05.02.2016
Københavns Kommune etablerer et Center for Diabetes, som skal sikre mere målrettede diabetestilbud og mindre social ulighed på området.

Selvom størstedelen af alle københavnere med diabetes modtager behandling, er det kun ca. halvdelen, der når målet om at få en velreguleret diabetes med et langtidsblodsukker, kolesteroltal og blodtryk så tæt på det normale som muligt. Samtidig er der en stor social ulighed i, hvem der får diabetes. Københavnere med lav uddannelse, svag tilknytning til arbejdsmarkedet og anden etnisk baggrund end dansk, er i særlig risiko for at udvikle type 2 diabetes.

Derfor opretter Københavns Kommune nu et specialiseret Center for Diabetes, som bl.a. skal sikre, at københavnere med diabetes i højere grad bliver inddraget og fastholdt i deres behandlingsforløb. Centret skal desuden have fokus på at udvikle differentierede tilbud til borgere med særlige behov.

- Social ulighed er en kæmpe udfordring inden for diabetes. Vi har som kommune et ansvar for at sikre, at flere borgere når i mål med deres behandling, så de kan få et godt liv, selvom de har diabetes. Uanset deres sociale baggrund. Det forventer vi i højere grad at kunne løfte med et specialiseret diabetescenter, siger Ninna Thomsen, sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune.

Fokus på samarbejde og partnerskaber

Samarbejde med eksempelvis almen praksis og regionen er afgørende i arbejdet med at sikre byens borgere et godt og langt liv, selvom de har en diabetessygdom. Det vil et specialiseret center med en samlende lægefaglig ledelse i højere grad kunne opfylde, ligesom et tæt partnerskab med Diabetesforeningen skal sikre borgerne den nødvendige rådgivning og støtte igennem behandlingsforløbet.

- Partnerskaber med patientforeninger er vejen frem, og vi er rigtig glade for, at Diabetesforeningen er med, når vi åbner dørene for det nye diabetescenter. Det handler om, at vi skal trække på alle aktørers kompetencer, så vi får skabt de bedst mulige løsninger for borgerne, siger Ninna Thomsen.

Fyrtårn som skal inspirere resten af landet

Københavns Kommune er den første til at oprette et specialiseret Center for Diabetes. København har med sin størrelse mulighed for at prøve nye ting af, og sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen, ønsker, at det nye diabetescenter skal være et fyrtårn, som baner vejen for nye innovative løsninger og bedre diabetesbehandling til borgere i hele landet.

Det nye Center for Diabetes forventes at slå dørene op i sommeren 2016.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.