Arkivnyhed - kan være forældet

København kridter danseskoene

23.04.2014
Når Dansens Dag løber af stablen den 29. april, kommer der ekstra meget gang i københavnernes bentøj. Flere af Københavns Kommunes kulturinstitutioner er gået sammen om en række danseaktiviteter for at få dansen ud til endnu flere borgere.

København danser på bibliotekerne, på pladserne, i folkekøkkenet, i kulturhusene til frokost, til middag og til aften i dagene op til Dansens Dag den 29. april. 

I samarbejde med lokale erhvervsdrivende, foreninger, skoler og institutioner har en række kulturinstitutioner i Københavns Kommune linet op til nogle festlige dansedage, hvor store og små gratis kan deltage i forskellige danseaktiviteter. 

Kultur- og fritidsborgmester i København Carl Christian Ebbesen (DF) er begejstret for de mange danseaktiviteter. 

”Dans giver livsglæde, motion og styrker det sociale sammenhold. Desuden er det skønne ved dans, at alle kan være med uanset forudsætninger. Derfor håber jeg, at københavnerne vil tage ud i byen og deltage i de mange danseaktiviteter i forbindelse med Dansens Dag – forhåbentlig vil det få endnu flere til at finde glæden ved dansen,” siger borgmesteren.

Der er ekstra meget fokus på dans i år, fordi Københavns Kommune er blevet udnævnt til at være en såkaldt Dance Attack Kommune sammen med fire andre kommuner. Flere skoleklasser og idrætslærere modtager danseworkshops i Årets Dans, ligesom der vil være et øget fokus på dansen generelt. Dance Attack projektet er søsat af Dansehallerne og støttet af Nordea-Fonden. 

Danseaktiviteter: Allerede fra den 24. april er der danseaktiviteter i gang. Arrangementet ’Dans med din bibliotekar’ starter sin tour rundt til tre københavnske biblioteker, hvor en professionel danser instruerer bibliotekarer og danseglade besøgende i Årets Dans 2014, der er en cool, moderne og energisk version af folkedansen. Dagene op til den 29. april er fyldt med aktiviteter som Lunch Beat, Swingdans, Klezmer, Danseopvisninger og workshops for store og små.

 

Det fulde program kan ses på www.dansensdag.dk

 

Fakta: 

  • Dansens Dag afholdes hvert år d. 29. april i hele verden.
  • Årets Dans 2014 er skabt af den norske koreograf og danser Sigurd Johan Heide.
  • 130.000 deltagere og publikummer ved sidste års Dansens Dag på landsplan.
  • De fem udvalgte Dance Attack kommuner er foruden København, Lemvig, Kolding, Svendborg og Høje Taastrup.

Nordea-fonden har støttet Dance Attack projektet i 3 år. 2014 er sidste år.