Arkivnyhed - kan være forældet

København indvier regnbueprofil på plejehjem under Copenhagen Pride Week

11.08.2015
Med en ny profil målrettet LGBT-personer ønsker Københavns Kommune at skabe en bred vifte af plejehjemstilbud.

Som den første kommune i landet indvier Københavns Kommune onsdag den 12. august en regnbueprofil målrettet ældre LGBT-personer, der ønsker at flytte på plejehjem. 

De seneste år har Københavns Kommune arbejdet for at give flere af byens plejehjem en særlig profil, fx med fokus på musik, sport eller mad. Med åbningen af en profil for LGBT´ere er ambitionen, ligesom med de øvrige profiler, at skabe en varieret ældrepleje, som tager afsæt i de enkelte beboeres forskellige interesser og levede liv. Det fortæller sundheds- og omsorgsborgmester i København Ninna Thomsen:

- En god ældrepleje handler i bund og grund om at kunne se og forstå det enkelte menneske. Vi må huske på, at denne generation har kæmpet hårdt for at blive accepteret, og flere giver udtryk for, at man som ældre kan være nervøs for at skulle ” tilbage i skabet”, hvis man flytter på plejehjem. Med regnbueprofilen vil vi gerne skabe tryghed og mulighed for et stærkt interessefællesskab med andre ligesindede, siger Ninna Thomsen.

Regnbueprofilen bliver etableret på plejehjemmet Slottet, som ligger i De Gamles By på Nørrebro. Forud for åbningen har plejehjemmets medarbejdere været på et indledende kompetenceforløb om LGBT-levevilkår og -historie. Det skal ruste dem til mødet med de ældre, og give ekstra viden, som kan bruges i arbejdet med at skabe en tryg og meningsfuld hverdag for beboerne. Plejehjemmet har også løbende samarbejdet med flere forskellige LGBT-organisationer. Det samarbejde ønsker Slottet at fortsætte for at dygtiggøre personalet yderligere.

Den officielle indvielse af regnbueprofilen finder sted onsdag den 12. august kl. 13.30 til 14.30 på adressen: Slottet, Agnes Henningsens Vej 7, 2200 København N