Arkivnyhed - kan være forældet

København henter planchef i Miljøministeriet

22.06.2015
Det bliver den 43-årige Søren Tegen Pedersen, der får den centrale rolle som plandirektør i Københavns Kommunes Økonomiforvaltning.

Her får han ansvaret for den overordnede udvikling af København, der i disse år vokser med 10.000 mennesker om året.

Den nye plandirektør er hentet fra Miljøministeriet, hvor han var afdelingschef for blandt andet planlov, naturpolitik samt vand- og naturplaner. Før ministeriet var Søren Tegen Pedersen vicedirektør i energistyrelsen og erhvervs- og byggestyrelsen samt Erhvervsministeriet, hvor han har arbejdet med bl.a. vækstpolitik, byggepolitik og energirigtig byggeri.

Administrerende direktør i Økonomiforvaltningen, Mikkel Hemmingsen, er meget glad for at have hentet Søren Tegen Pedersen til kommunen.
-    København vokser og skal samtidig bevare den grønne udvikling. Søren har de helt rigtige kompetencer med sin store konkrete viden om byggeri og sin overordnede indsigt i planlægning og planlov til at sikre, at vi kan nå vores mål, siger Mikkel Hemmingsen. 

Søren Tegen Pedersen er cand mag i historie, gift med kontorchef Helle Osmer Clausen og har to børn på 3 og 5 år, som han bor sammen med i Vanløse.