Arkivnyhed - kan være forældet

København får ny døgnåben daginstitution

26.05.2015
Haraldsgården på Nørrebro er netop blevet udpeget som Københavns Kommunes nye døgnåbne daginstitution.

Der findes allerede en på Vartov i Indre By. Nu kommer der én til på Nørrebro – en døgnåben daginstitution.

Det er Haraldsgården på ydre Nørrebro, der har fået opgaven at tilbyde pasning døgnet rundt, og her er opbakningen fra både ledelsen, personalegruppen og forældrebestyrelsen stor.

- Vi synes, det er en kæmpe gave og en fantastisk spændende pædagogisk opgave at løse. Vi har de helt rigtige fysiske rammer, og vi har den faglighed, der skal til for at sikre det gode børneliv – også udenfor almindelig åbningstid. Det kræver nærvær på en helt anden måde, og så kræver det nogle rammer, som er mindre institutionsagtige og mere hjemlige og hyggelige, og dem glæder vi os til at skabe sammen med børnene, siger leder i Haraldsgården, Trine Mortensen.

Hun peger på institutionens placering, som en stor fordel, da den ligger tæt på blandt andet Rigshospitalet, Bispebjerg Hospital samt Station Bellahøj – alle tre store arbejdspladser, hvor mange arbejder på skæve tider af døgnet, og som derfor kan have brug for pasning, der ligger udenfor de normale åbningstider.  

Beslutningen om en ny døgnåben daginstitution i København blev taget under sidste års budgetforhandlinger, hvor politikerne afsatte knap 4 mio. kroner i drift om året. Derudover er der afsat 150.000 kr. til at indkøbe senge, møbler og legetøj. Nu har Børne- og Ungdomsudvalget så peget på Haraldsgården, som den mest oplagte institution i forhold til blandt andet dens fysiske størrelse og placering i byen.

Forældre skal dokumentere pasningsbehovet
- En by som København skal selvfølgelig kunne tilbyde de børn, hvis forældre på grund af nat- eller weekendarbejde har brug for pasning på andre tidspunkter af døgnet end normalt. Det kan for eksempel være sygeplejersker, der har nattevagter eller piloter og politibetjente, der har skæve arbejdstider. Vartov, som i mange år har været byens eneste døgnåbne institution, er efterspurgt – derfor er jeg glad for, at vi nu får udvidet tilbuddet til også at omfatte Haraldsgården på Nørrebro, siger børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev.

For at få plads i en døgnåben daginstitution skal man kunne dokumentere, at man har et behov for at få sit barn passet om natten eller i weekenden på grund af sit arbejde. Det døgnåbne modul lægges som en overbygning på Haraldsgårdens eksisterende tilbud med ca. 10 ekstra døgnpladser.

Haraldsgården forventer at opstarte den døgnåbne del 1. august 2015.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.