Arkivnyhed - kan være forældet

København får endnu en bro i havnen

10.12.2014
Sydhavn skal bindes bedre sammen. Det sker med en ny vejbro over Frederiksholmsløbet.

Byudviklingen i det nye Sydhavn er igen kommet op i gear og nye boliger skyder lige nu op på Sluseholmen, Teglholmen, Frederiksholm og Havneholmen. Dermed får de mange beboere og virksomheder i området endelig udsigt til, at bydelen bliver bundet bedre sammen. Københavns Kommune vil med hjælp fra medfinansiering fra grundejerne i området bygge en ny vejbro over Frederiksholmsløbet mellem Teglholmen og Enghave Brygge. 

”Beboerne på Sluseholmen og Teglholmen er i dag tvunget ud på en meget trafikeret og kedelig omvej langs Vasbygade, når de skal cykle til og fra Indre By. Det kan tage lysten til at cykle fra enhver. Når den nye bro kommer, bliver det nemmere at skyde genvej langs havnen. Det betyder mindre støj og luftforurening og mere at kigge på,” siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL). 

Sydhavns boligkvarterer er inspireret af Amsterdam og Christianshavn, og når det nye Sydhavn er fuldt udbygget, vil der være 9.000 boliger og 22.500 arbejdspladser. Store dele af de fremtidige byggerier bliver opført på kanal-øer med buede, knækkede gader, hvor mange af boligerne er omkranset af vand på flere sider. Derfor er broerne i området helt centrale for at skabe en velfungerende bydel, der også er tilgængelig for andre københavnere. 

”Nu får vi mulighed for at binde byudviklingsområdet fra Fisketorvet til Sjællandsbroen bedre sammen og derigennem skabe god adgang til skole, havnebad og indkøbsmuligheder,” siger overborgmester Frank Jensen (S), der er meget glad for, at så mange private grundejere har valgt at bidrage til broen. 

Også grundejerne i området ser frem til broen er etableret.

”Broen er et særdeles vigtigt element i byudviklingen i Sydhavn og den skal bl.a. være med til at sikre en tryg og let adgang mellem Teglholmen og Enghave Brygge,” siger udviklingsdirektør Niels Peter Munk fra JM Danmark A/S, der ejer flere ejendomme på Enghave Brygge.

Foreløbig er 77 mio. kr. øremærket til projektet. Den endelige pris afhænger dog meget af, hvorvidt København får endelig tilladelse af Kystdirektoratet til at bygge broen. 

Borgerrepræsentationen besluttede torsdag i sidste uge at sætte gang i projektudviklingen af den nye bro, der efter planen skal stå klar i 2018. Byggeriet af metro til Sydhavn kan dog betyde, at etableringen af broen udskydes. Det forventes, at broen står klar senest samtidig med åbningen af metroen.  

Københavns Kommune arbejder også på at anlægge en cykel- og gangbro over Belvederekanalen i forbindelse med etableringen af den nye havnering for cykler og fodgængere. Den bro vil efter planen stå klar allerede i 2015 og vil give cyklister og fodgængere fra Sluseholmen og Teglholmen mulighed for at droppe Vasbygade på turen til og fra Indre By. 

Se kortoversigten

For yderligere oplysninger kontakt:

Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell via pressechef Morten Rixen på tlf. 51 68 06 19

Overborgmester Frank Jensen via pressemedarbejder Line Lagoni Leonhard på tlf. 29 99 40 69

JM Danmark: Niels Peter Munk på tlf: 40 13 13 11

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.