Arkivnyhed - kan være forældet

Kæmpe uddannelsesløft til københavnske jobcentre

23.11.2015
Der eksisterer i dag ikke en formel uddannelse til medarbejdere på jobcentrene, men det laver København som den første kommune nu om på.

Københavns Kommune er den eneste kommune, der giver sine job- og virksomhedskonsulenter en kompetencegivende uddannelse og sikrer dem et mere solidt grundlag at vejlede og træffe beslutninger ud fra. 
Beskæftigelses- og integrationsforvaltningen har indgået en aftale med professionshøjskolen METROPOL, som sender nuværende og kommende medarbejdere på skolebænken.

"Vi har valgt at gå foran i København og selv investere massivt i vores medarbejdere.  Vores opgave er at hjælpe københavnere tilbage i job eller uddannelse. Og det knokler vores dygtige medarbejdere for hver eneste dag. Men det er paradoksalt, at selvom beskæftigelsesindsatsen har så stor betydning for mange borgere, så har beskæftigelseskonsulenterne i dag ikke et fælles fagligt udgangspunkt. Derfor laver vi nu et kæmpe uddannelsesløft og sætter en ny faglig standard i beskæftigelsesindsatsen i København" siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev.

HK har i flere år efterlyst en styrkelse af jobcentermedarbejdernes kompetencer og har selv deltaget i at udvikle den nye uddannelse.

"Det er et stærkt initiativ. Københavns Kommune er virkelig gået foran med noget, der for mange år siden burde have vært en dagsorden, der blev løftet nationalt. Langt de færreste medarbejdere i jobcentrene rundt om i landet har en decideret beskæftigelsesfaglig uddannelse, så vi kan kun støtte op om at give dem en fælles uddannelse", siger formand for HK i Hovedstaden, Christian Grønnemark.

Uddannelsen er udviklet sammen med professionshøjskolen METROPOL, og Københavns Kommune sender mere end 1.000 medarbejdere på skolebænken i løbet af de næste to år.