Arkivnyhed - kan være forældet

Juletræer er velkomne på Nørrebro

29.11.2012
På debatmøde i VerdensKulturCentret i går blev der diskuteret om lys og gran igen skal pynte Nørrebro i december.

I går satte VerdensKulturCentrets fokus på, at indvandrere på Nørrebro ikke nødvendigvis opfatter julen som en særlig kristen højtid. De ser den snarere som en folketradition som alle kan fejre. 

Debatten omkring Egedalsvænge beboerforening i Kokkedal om opstillingen af et juletræ har skabt ringe i vandet, som nu er nået helt til Nørrebro, hvor der i en årrække ikke er blevet hængt julepynt op i gaderne. 

Kvindenetværket VerdensKulturCentret havde inviteret til debatmøde, hvor de stillede spørgsmålet ”hvordan får vi julen tilbage til Nørrebro?”. 

Konsulenten Alma Bekturganova Andersen, der er koordinator for kvindenetværket, udtaler, at ingen kan genkende mediernes billede af indvandrergrupper, som ikke respekterer andres traditioner:  

”Jeg kender ikke situationen med bestyrelsen i Kokkedal, men jeg kan bare sige, at de muslimer, vi har kontakt med, opfatter julen som en fælles tradition”, fortæller Alma Bekturganova Andersen. 

Efter debatten var Alma og tidligere folketingsmedlem for Socialdemokraterne, Yildiz Akdogan, inviteret i TV2 Nyhederne for at fortsætte diskussionen. Her fik de begge mulighed for at sætte fokus på, at det ikke nødvendigvis handler om folks religiøse baggrund, da alle egentlig har et behov for at mødes og glædes sammen. 

Se klippet på TV2 Nyhederne