Arkivnyhed - kan være forældet

Iværksættere i København bedst til at skabe job

24.03.2015
Papirarbejdet er den største barriere for, at iværksætterne ansætter deres første medarbejder. Nu gør København det lidt lettere.

Iværksættere har på 5 år oprettet 7.000 nye arbejdspladser i København. Det svarer til 11 % af alle job i København mod 7 % i resten af landet ifølge E-statistiks seneste opgørelse. 

De københavnske iværksættere skaber mange job. Men desværre får de administrative opgaver en del iværksættere til at lave være med at ansætte. Det viser en undersøgelse fra Dansk Iværksætterforening, og det er et billede, man genkender i Københavns Erhvervshus.

”Jeg kan godt forstå, at mange tøver med at ansætte. Man skal have styr på alt lige fra kontrakt, feriepenge og pension til udbetaling af løn. Men det er ikke raketvidenskab, og der er hjælp at hente. Vores gratis kursus ’Ansæt din første medarbejder’ er ret populært", siger chef for Københavns Erhvervshus, Janus Krarup.

Erhvervshuset skruer nu op for deres service, så det bliver lettere og mere attraktivt at være iværksætter og drive virksomhed i København.

Telefontiden i erhvervshuset er udvidet for især at hjælpe mindre virksomheder, der ofte først har tid til at kontakte kommunen, når den normale arbejdsdag er slut. Der sidder medarbejdere i erhvervshuset klar til at besvare spørgsmål på telefon og mail helt frem til klokken 22 mandag til torsdag og til klokken 18 om fredagen.

Den styrkede service falder sammen med, at erhvervshuset mærker en stigende interesse for at få fod under eget bord. 

”Vi har konstateret en stærkt stigende tilslutning til vores ’Kom i gang’-kurser her i de første to måneder af 2015", siger Janus Krarup.

Yderligere oplysninger:
Erhvervschef Janus Krarup, jkr@erhverv.kk.dk, 31 48 70 17