Arkivnyhed - kan være forældet

Islands Brygge får ny oase, der bringer dig fra kaj til vandkant

18.01.2017
  • Illustration: Albjerg & Buchardt Arkitekter
Nu får københavnerne endnu bedre adgang til det blå byrum med en opholdstrappe, der går helt fra kaj til vandkant.

Oasetrappen er placeret på allerede populære Islands Brygge, og kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen står for åbningen af havneløbets nyeste attraktion.

På Islands Brygge er det nu muligt at komme endnu tættere på vandet – faktisk så tæt, at tæerne kan dyppes. En ny opholdstrappe, der går under navnet Oasetrappen, står nemlig klar ud for Kulturhuset Islands Brygge. Trappen, der er knap 60 meter lang og går fra kaj til vandkant, indbyder til hyggestunder ved vandet på alle tidspunkter af året – uanset om der er tale om picnic i sommersolen eller en varm kop kaffe for de vinterfriske – fra den 23. januar 2017.

”Med Oasetrappen giver vi københavnerne endnu bedre adgang til at nyde det blå byrum til fulde. Havneløbet er et vidunderligt sted året rundt, og med Oasetrappen på Islands Brygge bringer vi folk så tæt på vandet, at de kan give en kajakroer en high-five med på vejen,” siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen.

Initiativtager til opholdstrappen Jan Henriksen, der er leder af Kultur og Idræt Christianshavn–Vestamager og herunder Kulturhuset Islands Brygge, glæder sig også til at byde københavnerne velkommen helt tæt på vandet.

”Vi udvider kajkanten og gør den til et hyggeligt og tilgængeligt sted at opholde sig, om det så er til en kaffepause, med næsen i studiebøgerne eller for at smide sko og strømper og give fødderne en tur i vandet. Og skulle badelysten melde sig, er der heldigvis ikke så langt til Havnebadet og Badezonen ved Halfdansgade,” siger han.

I forbindelse med åbningen af Oasetrappen den 23. januar inviterer Kulturhuset Islands Brygge på nytårskur med god musik for alle.

Program den 23. januar 2017

  • Kl. 17.00: Indvielse af Oasetrappen uden for Kulturhuset Islands Brygge med tale fra Københavns kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).
  • Kl. 17.15: Nytårskur i Kulturhuset Islands Brygge med koncert v. Ms. Melissa & her Soul Knights.
  • Arrangementet er gratis

Om Oasetrappen

  • Opholdstrappen er formgivet af Albjerg & Buchardt Arkitekter for Københavns Kommune.
  • Materialet er egetræ, og trappeafsatserne danner nicher, som er velegnede til ophold. Trappen går helt fra kaj til vandkant.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.