Arkivnyhed - kan være forældet

Isen på søerne i København er ikke sikker endnu

30.01.2014
København er nu dækket af en hvid snedyne, men det er dog stadig ikke sikkert at færdes på isen.

Det er endnu ikke sikkert at færdes på isen på søerne i København. Københavns Kommune måler løbende isens tykkelse, og når den er cirka 16-18 cm tyk, er det sikkert at opholde sig på isen. Så snart isen er sikker, bliver der sat blå skilte op, som københavnerne skal holde øje med.

Det kræver minusgrader i flere uger, før end isen bliver sikker. Og selv når isen er sikker, skal man fortsat huske at bruge sin sunde fornuft, når man løber på skøjter eller går tur på isen. Vejret kan pludselig slå om og ændre på isens tykkelse, og der kan opstå farlige situationer, hvis mange mennesker stimler sammen på et lille område og eksempelvis hopper eller danser.

Mange søer bliver aldrig sikre nok

Mange københavnske søer og tilfrosne områder i havnen og ved kysterne bliver aldrig åbnet for færdsel, fordi erfaringen viser, at disse områder aldrig bliver sikre nok.

Eksempelvis bliver den nordlige del af Sortedamssøen aldrig åbnet pga. varmt vandudslip fra Rigshospitalet, mens den sydlige del af Skt. Jørgens Sø ikke bliver åbnet pga. springvandet og for mange siv.
Gode skøjtebaner i hele København

Det er dog langt fra kun på søerne langs søgaderne i Indre By, at man kan skøjte, når isen er sikker. Kirkemosen i Utterslev Mose forvandles i vintervejr til en 5.000 m2 stor skøjtebane, og det samme gør sig gældende i den østlige del af Kastrup Fort Voldgrav på Amager.

Se, hvilke søer, der kan blive åbnet for færdsel i løbet af vinteren her.

Foto: Ursula Bach