Invitation til dialogmøde for Københavns virksomheder

24.05.2017
Hvordan kan det københavnske erhvervsliv og Københavns Kommune sammen sikre, at vækstpotentialet udnyttes bedst muligt?

Kom og deltag i debatten om rammerne for Københavns erhvervsliv, når Københavns Kommune inviterer til erhvervsdialogmøde i Festsalen på Københavns Rådhus onsdag den. 7. juni 2017 kl. 8.30-12.00.

Årets Erhvervsdialogmøde har følgende hovedtema:
Kan fokuserede brancheindsatser være vejen til mere vækst i København? Københavns Kommune ønsker at sætte yderligere skub i erhvervsudviklingen i København ved at fokusere på udvalgte brancher, som kan fungere som vækstdrivere for det samlede erhvervsliv.

Hvordan kan det københavnske erhvervsliv og Københavns Kommune sammen sikre, at vækstpotentialet udnyttes bedst muligt i byens nye og eksisterende virksomheder? Det vil vi gerne diskutere med dig og andre københavnske virksomheder til årets Erhvervsdialogmøde.

Debattér og overvær uddelingen af Københavns Erhvervspris 2017
Kom og tal med overborgmesteren samt teknik- og miljøborg- mesteren, kultur- og fritidsborgmesteren og den administrerende direktør for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Ved rundborde og break-out sessions drøfter vi rammerne for vækst og hvordan vi som kommune kan bidrage til at skabe de bedste vækstvilkår for nye og eksisterende virksomheder bl.a. gennem mere målrettede brancheindsatser.

Du kan også høre it-iværksætteren Thomas Madsen Mygdal give sit personlige perspektiv på iværksætteri og væsentlige barrierer for vækst. I slutningen af arrangementet vil Københavns Kommunes Erhvervspris 2017 blive overrakt til tre københavnske virksomheder, der har udmærket sig gennem vækst, innovation samt miljømæssige og sociale hensyn.

Der er deadline for tilmelding den 30. maj. Programmet kan ses herunder. 

 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.