Arkivnyhed - kan være forældet

Indvielse af ny daginstitution Ved Glyptoteket

19.06.2014
På adressen Ved Glyptoteket 2-4 er Københavns Kommunes nyeste daginstitution – Børnehuset Ved Glyptoteket, nu taget i brug. Det blev fejret med en indvielse.

Både børn og voksne kunne nyde den varme sommer i den nye gårdhave, da der i går blev fejret indvielse i Indre Bys nye børnehus. 

Børne- og Ungdomsborgmester Pia Allerslev deltog i festlighederne og i sin tale sendte hun en tak til dem, der har bidraget til projektet. Hun var glad for at se, at både børn og pædagoger trives i det nye hus.



”Tillykke med det nye flotte hus og tillykke med den dejlige grønne oase, hvor I sammen kan vokse og udvikle jer”, sagde Pia Allerslev. Hun sendte også en tak til børnene og deres forældre, fordi de vælger at bo i København og benytte sig af kommunes pasningstilbud.



Den pædagogiske leder Pia Randa-Boldt takkede også. En særlig tak var rettet mod arkitekterne fra Vandkunsten for det fine hus, de har tegnet. Hun er glad for at de pædagogiske principper, som tager udgangspunkt i mad, grønt og bevægelse, er blevet en del af de fysiske rammer.



Huset er planlagt som en grøn oase. Der er bl.a. blevet etableret et drivhus, hvor børnene får mulighed for at dyrke egne grøntsager. Også på legepladsen er der blevet plads til træer og buske, så børnene får mulighed for at være tæt på naturen, selvom de befinder sig i midten af en storby.