Hvor lang tid bruger du på at finde en P-plads?

22.05.2017
Teknik- og miljøforvaltningen søger bilister, der vil hjælpe forvaltningen med at blive klogere på omfanget af søgetrafikken i København

Det tager tid, det forurener, og det skaber trængsel. Derfor vil Københavns Kommune gerne reducere den såkaldte søgetrafik, som er den ekstra tid, bilisterne bruger, når der ikke lige er en ledig parkeringsplads til rådighed, og der er behov for at køre rundt og lede.

I den forbindelse søger Teknik- og Miljøforvaltningen bilister, der vil hjælpe forvaltningen med at blive klogere på, hvor lang tid de bruger på at lede efter en P-plads, og om der er nogle områder, hvor det tager mere tid end andre. Undersøgelsen skal bruges til at udvikle nye indsatser, som kan reducere søgetrafikken i byen. Undersøgelsen løber frem til midten af juni, og i den periode skal bilisterne registrere, hvor meget tid de bruger på at lede efter en P-plads via en app.

 

Hvem kan deltage i undersøgelsen

Du skal have behov for at parkere i betalingsområdet i København dagligt (eller mindst 4 gange om ugen), og parkeringen skal foregå på almindelige parkeringspladser, dvs. ikke delebil, elbil eller handicap p-pladser
Dit behov for parkering kan være arbejdsrelateret og/eller privat
 

Sådan foregår undersøgelsen:

Du får udleveret en trykknap og installeret en app på din smartphone.
Når du derefter starter med at lede efter en p-plads, skal du trykke på knappen og trykke igen, når du finder en plads.
Testen foregår frem til midten af juni.

Meld dig som testperson ved at sende en mail til digitalisering@tmf.kk.dk
senest den 6. juni med oplysning om:

  • Navn og adresse
  • Telefonnummer og/eller emailadresse
  • Oplysning om, hvor ofte du bruger bilen

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.