Arkivnyhed - kan være forældet

Højresvingende lastbiler på skoleskemaet

15.11.2016
Elever på fire skoler kan ved selvsyn opleve trafikken set fra førerhuset på en lastbil.

Der er stor byggeaktivitet i København, og det betyder også, at der er mange lastbiler i byen. Derfor besøger Teknik- og Miljøforvaltningen i november en række skoler for at gøre byens yngste trafikanter klogere på blinde vinkler og højresving.

Som lille cyklist er det ikke svært at få øje på de store lastbiler, men hvor meget udsyn har man egentlig som chauffør, når man sidder oppe i lastbilens førerhus? Det får eleverne på fire folkeskoler lov til at opleve ved selvsyn, når Teknik- og Miljøforvaltningen lægger vejen forbi skolegårdene med lastbiler, forklarende Pixi-bøger og en underviser, der skal gøre børnene endnu mere opmærksomme på højresvingende lastbiler.

Det er blandt andet Skolen i Sydhaven, der ligger i et område med meget byggeaktivitet, og Sundbyøster Skole på Amager, der er i gang med en udvidelse af skolen, som får besøg af Teknik- og Miljøforvaltningens højresvings-team.

En tur om bag rattet skal give eleverne indblik i lastbilernes blinde vinkler og behovet for at være ekstra opmærksom, når man cykler tæt på en lastbil – særligt når man ikke er så stor. Undervisningen starter dog oppe i klasselokalet, hvor eleverne via Pixi-bogen ”Sikker på Skolevejen” kan få mere viden om, hvad de skal gøre, når de møder en lastbil i trafikken. I alt fire skoler får i løbet af november besøg af en lastbil i skolegården, men interessen fra skolerne har været så stor, at Teknik- og Miljøforvaltningen vil arrangere endnu et forløb i foråret. Det er fortrinsvis skoler, der ligger i områder med stor byggeaktivitet og tung lastbiltrafik, der vil blive prioriteret.

Teknik- og Miljøforvaltningen har tidligere arrangeret lignende undervisningsforløb i samarbejde med Metro på de skoler, som ligger tæt på metrobyggepladserne. 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.