Arkivnyhed - kan være forældet

H.K.H. Kronprinsessen tænder juletræet på Rådhuspladsen

20.11.2015
Traditionen tro tændes juletræet på Københavns Rådhusplads første søndag i advent, den 29. november 2015.

Det er en fast tradition, at julemanden kommer forbi København den 1. søndag i advent, når det store juletræ på Rådhuspladsen skal tændes. I år er det 100. gang at juletræet tændes, og i den anledning tændes juletræet af H.K.H. Kronprinsessen. Juletræstændingen er søndag den 29. november kl. 16. 

”Det er en smuk og hyggelig tradition, at vi har et stort, flot juletræ i København. I år er det 100. gang, at unge og gamle københavnere samler sig på Rådhuspladsen, når vi tænder juletræet. Det glæder mig, at der samles ind til Børnenes Kontors julehjælp, så alle københavnerbørn kan få en god jul,” siger Københavns overborgmester Frank Jensen. 

Frem til juleaftensdag vil der ved træets fod stå en glaskiste til indsamling til Børnenes Kontor. De indsamlede midler går ubeskåret til julehjælp til udsatte børn i København. 

Juleoptog på Strøget
Det hele starter med juleoptog gennem byens gader arrangeret af Københavns Brandvæsen. Optoget afgår ca. kl. 13.15 fra Rådhuset til Nyhavn og tilbage langs Strøget med Greve Pigegarde, julemand, nissemor og nissebørn samt forskellige brandkøretøjer. Optoget ankommer på Rådhuspladsen omkring klokken 15.40, hvor der vil være mulighed for at hilse på både julemanden og alle nisserne.

Klokken ca. 15.50 holder overborgmester Frank Jensen årets juletale. Efter sin tale vil overborgmesteren tælle ned fra 10 sammen med H.K.H. Kronprinsessen, og præcis kl. 16.00 vil H.K.H. Kronprinsessen tænde for juletræet ved at trykke på en knap. Efter juletræstænding bliver der spillet julemusik og der vil være mulighed for at hilse på nissebørnene igen.

Træet er en bæredygtig rødgran og vejer omtrent 3,5 ton og er cirka 22 meter højt. Det bliver pyntet med 800 LED-lys og 100 julehjerter fra Børnenes Kontor. Træet fældes af overborgmesteren i Gribskov mandag den 23. november.

Traditionen med et juletræ på Rådhuspladsen begyndte i 1914, men under krigen var der et enkelt år uden træ på pladsen.

Pressen er velkommen til at deltage i juletræstændingen. For presseakkreditering skriv inden den 27. november til:

Kristian Holmelund Jakobsen, pressemedarbejder, Københavns Kommune, zv6m@okf.kk.dk, 2495 1831.  

For spørgsmål vedr. arrangementet kontakt: Protokolchef  Acela Maliachi Christoffersen, email: xe13@okf.kk.dk Tel. 33 66 26 96