Arkivnyhed - kan være forældet

Hittebarn i trygge hænder

04.02.2013
Den nyfødte pige, der blev fundet i Rektorparken i Valby, i torsdags, er nu i gode hænder hos en plejefamilie. Plejefamilien tager sig af pigen indtil myndighederne finder en en adoptivfamilie eller en anden permanent løsning.

Plejefamilien er fundet af Københavns kommunes Center for familiepleje. Centret har ifølge Centerchef Klaus Wilmann god erfaring med at finde plejefamilier, når der opstår et akut behov.

”Mellem 25-30 gange om året oplever vi i København, at børn uden varsel får  brug for en plejefamilie, dog kommer ca. halvdelen af børnene hjem til deres forældre igen”.

Hændelser som den i torsdags får altid mange til at melde sig som plejefamilie. Det er positivt, mener Klaus Wilmann, for der er brug for familier, der vil hjælpe børn, som har brug for en ny familie at bo i. Men rollen som plejefamilie er mere kompleks, end de fleste forestiller sig, og en del falder fra, når de hører mere om, hvad det egentlig vil sige, at tage sige at blive plejefamilie.

”Familieplejens grundlæggende dilemma er, at man skal være parat til at give alt hvad man har og knytte sig til et barn på livstid, selvom man risikerer at skulle sige farvel til barnet med meget kort varsel, hvis barnet skal tilbage til sine forældre”, fortæller Klaus Wilmann.

Det er et kæmpe ansvar at anbringe børn og sørge for at de får en tryg  opvækst, og derfor har Socialforvaltningen oprettet Center for familiepleje med specialister, der ikke laver endet end at rekruttere, udanne og vejlede plejefamilier.  

Fakta:

Knap 500 børn i Københavns kommune bor hos en plejefamilie eller netværksfamilie

Læs mere om Center for familiepleje