Arkivnyhed - kan være forældet

Herbergspladser til unge hjemløse

07.09.2015
Antallet af unge hjemløse i København er steget de seneste år. 14 af dem skal fremover bo på Nøjsomhedsvej på Østerbro.

Hvis unge hjemløse ikke får hjælp, ender de ofte i det barske liv på de store herberger eller på gaden. For at forhindre det, afsatte Københavns kommune sidste år 7,1 mio. kr. til at bygge 20 nye herbergspladser målrettet unge. I går besluttede Socialudvalget, at 14 af dem skal ligge på Nøjsomhedsvej.

Herbergspladserne skal kombineres med bostøtte og en socialfaglig indsats for de unge, der er imellem 18 og 30 år. 

Derfor indstiller Socialudvalget til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at der frigøres 5,5 mio. kr. i anlægsmidler til oprettelse af 14 herbergspladser på Nøjsomhedsvej på Østerbro. 

Det er Socialforvaltningens vurdering, at beliggenheden på Østerbro vil være god for de unge, da området er et stykke væk fra de traditionelle herbergsmiljøer på Nørrebro, Vesterbro og Amager. Det betyder, at risikoen mindskes for at de unge færdes i miljøer, der er præget af vold og stoffer. 

Herbergspladserne skal efter planen være klar til indflytning i maj 2016.

 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.